Ny børneklub på Bornholm

Ny børneklub på Bornholm
Knudsker IF er blevet DBU Børneklub. Her ses en flok af klubbens ungdomsspillere sammen med trænerne Nicklas Hansen, Troels Cort Nielsen (nummer to fra venstre) og Sune Svendsen (yderst til højre). Foto: DBU Bornholm
NOTITS | SPORT | Fredag 22. marts 2024 • 12:44
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | Fredag 22. marts 2024 • 12:44

Knudsker IF er udnævnt som ny DBU Børneklub – en titel, der vidner om klubbens dedikation til børnenes velvære og udvikling inden for fodbolden på Bornholm.

Knudsker IF har fået et kvalitetsstempel af DBU Bornholm, idet klubben er blevet udnævnt til DBU Børneklub nummer to på Bornholm. Sidste år var det Svaneke IK, der blev optaget i den prestigefyldte klub.

– Det er jeg da glad for, men det er ikke mig, der skal have æren. Det er en af vores ungdomstrænere, Troels Cort Nielsen, der har påtaget sig opgaven at strukturere vores børnepolitik, lyder det fra fodboldformand Brian Thorsen.

Børneklub-stemplet tildeles klubber, der arbejder dedikeret på at definere, hvorfor og hvordan man tilbyder fodbold til børn i alderen 3 til 12 år.

Ungdomsafdelingen i Knudsker IF sigter mod at skabe en breddeaktivitet, hvor de ønsker at engagere så mange børn som muligt og opretholde deres interesse for sporten gennem hele deres opvækst. Ud over at fremme en positiv udvikling for hver enkelt spiller er det vigtigt at understøtte et stærkt fællesskab.

– Det overordnede mål er selvfølgelig altid at få så mange børn som muligt til at spille fodbold så længe som muligt, men det må aldrig ske på bekostning af bredden, understreger Troels Cort Nielsen.

Knudsker IF har mellem 70 og 90 ungdomsspillere.

– Det er lidt svært at sige helt præcist, fordi vi ikke registrerer de allermindste spillere, før de begynder at spille mere struktureret fodbold. Af registrerede spillere har vi nok mellem 50 og 60, fortæller Brian Thorsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT