Mikkel drømmer stort om volleyball

Mikkel drømmer stort om volleyball
Mikkel Sveigaard Holmsberg droppede skolen i Ikast for en stund for at komme hjem og modtage Bornholms Tidendes Talentpris. Foto: TV2/Bornholm
NYHED | 23. JAN 2025 • 18:48
Kjeld Lundbæk
Journalist
NYHED
23. JAN 2025 • 18:48

Bornholms Tidendes Talentpris 2024 gik til den 17-årige volleyballspiller Mikkel Sveigaard Holmsberg.


Vil du som bornholmer frem i sportens verden, så må du ofte gøre opmærksom på dig selv.

Det gjorde den nu 17-årige volleyballspiller Mikkel Sveigaard Holmsberg fra Sandvig, da han i foråret sidste år selv tilmeldte sig til en træningslejr for landets bedste U17-spillere i Ikast. Derefter blev han udtaget som af de 20 spillere, der skulle repræsentere Danmark med to hold i den årlige Nevsa Cup – en turnering med deltagelse af hold fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og England.

Mikkel Holmsberg fik fuld spilletid på det hvide danske hold, og trods fem knebne nederlag blev ASG Volley-spilleren efterfølgende derfor også udtaget til det endelige U17-landshold. Vejen til en karriere på højere niveau er banet for den unge bornholmer, der lige nu går på efterskole i Ikast og også spiller på landets bedste hold, Ikast KFUM.

Dette gå-på-mod indbragte torsdag aften Mikkel Sveigaard Holmsberg Bornholms Tidendes Talentpris 2024 ved den tv-transmitterede prisgalla i Musikhuzet i Rønne.


– Jeg tror faktisk, jeg er den første bornholmer, der er blevet udtaget til et landshold, så bare at få det at vide var helt fantastisk, fortalte Mikkel i en kommentar til TV2/Bornholm.

Mikkel Holmsbergs succes kommer ikke bag på den ene af trænerne i ASG Volley, Niels Westh.

– Han startede i klubben for nogle år siden, og vi kunne godt se, at der var noget talent i ham. Et af de første stævner, som Mikkel var med til, der kunne vi tydeligt se, da han kom tilbage, at han havde lært nogle fiduser, siger Niels Westh.

– Han har højden med sig, så der er ingen tvivl om, at han har de ting, der skal til for at blive en god volleyballspiller. Hvis han vil, så kan han godt ende på A-landsholdet. Det er jeg sikker på, siger Niels Westh til TV2/Bornholm.

Selv fremhæver Mikkel også, at hans fysik har været en fordel i forbindelse med udtagelsen til landsholdet.


– Min teknik er dårligere end andres lige nu, men jeg har størrelsen. Og det er sværere at gøre en god spiller høj end en høj spiller god, siger Mikkel Sveigaard Holmsberg.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT