Mathias Jensen er ny træner i Hasle IF

Mathias Jensen er ny træner i Hasle IF
Mathias Jensen er ny træner for Hasle IF's bedste seniorhold. Pressefoto
| 25. FEB 2021 • 22:11
Jesper Gynther
Journalist

25. FEB 2021 • 22:11

Efter at have stået uden en reel træner i lang tid har Hasle IF's hold i Bornholmsserien nu lavet en aftale med en ny træner.

Den nye træner bliver Mathias Jensen, som tidligere har trænet Rønne fB og RIK, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Mathias tiltræder som træner med øjeblikkelig virkning, og efter regeringen har lempet på coronarestriktioner her på Bornholm, påbegynder Hasle træningen på tirsdag i næste uge.

– Vi har i en længere periode selv stået for træningen og kampe henover 2020, hvor Marco Piil har taget en stor del af læsset. Det var en nødløsning som var absolut nødvendigt på daværende tidspunkt, for at der stadig skulle være fodbold i Hasle, lyder det fra André Kahlenberg fra Hasle IF's fodboldafdeling.

Fodboldformand for Hasle Idrætsforening, Jeppe Pedersen, er derfor meget glad for, at der nu er fundet en løsning med tilgangen af Mathias Jensen som ny træner for holdet.

– Vi kan simpelthen ikke få bedre til opgaven end netop ham. Mathias Jensen er en af de få her på øen, som har taget UEFA B-licens træneruddannelsen og samtidig trænet og ledet på højeste niveau, man kan her på Bornholm. Vi håber og forventer at spillerne glæder sig til at komme i gang og tager godt imod Mathias Jensen. Vi kan simpelthen ikke gøre det bedre, fortæller en meget glad fodboldformand.