Herrerne fra Team Golfbornholm leverede lørdag en overbevisende indsats på hjemmebanen i Robbedale med en 12-0 sejr over topholdet Harekær i 3. division. Især foursome-parret Michael Hågensen og Brian Mogensen imponerede med en eagle og fire birdies i træk. Søndag var modstanden dog skarpere mod CGC fra Vallensbæk, der blandt andet stillede op med den tidligere professionelle Benjamin Poke. Herrerne måtte se sig slået 5-7 efter blandt andet tætte kampe i foursome og single, beretter Mette Munch Mikkelsen fra Bornholms Golfklub.
Seniorholdet fra Team Golfbornholm hentede fire point i deres kvalifikationspulje. Efter en walkover-sejr lørdag mod Frederikssund, som meldte afbud, fulgte holdet op søndag med en 11-2 sejr over Pibe Mølle Golfklub. Her sikrede blandt andre Liza Flygenring og Klaus Juhl klare sejre i singlerne.
Veteranholdet i 2. division – et samarbejde mellem Bornholms Golf Klub og Nordbornholms Golf Klub – fik deres første point i sæsonen med sejre på 7-6 over Simon’s Golfklub lørdag og 9-4 over CGC søndag. Rikke Spang, Jan Åkerlund og Ole Rømer var alle ubesejrede gennem weekenden, og også holdets foursome bidrog med en sejr søndag.