Sif Holst, næstformand for Danske Handicaporganisationer, drog en parallel til de Paralympiske Lege, der starter om få dage i Tokyo:
– Deltagerne her er desværre nogle af de få med fysiske handicap, eller bare et handicap, der har fundet vej til et træningscenter. Vi ved, at mange mennesker med udviklingshandicap i gennemsnit lever 14 år kortere end mennesker uden et handicap. Vi ved, at en mand med psykisk sygdom lever i gennemsnit 20 år kortere end en mand uden et handicap.
– Vi ved, at rigtig mange med handicap døjer med muskelsygdomme. Bedre adgang til træning er ikke den eneste udfordring, men det at holde os i gang er en rigtig vigtig del af at passe på vores helbred. I dag er barriererne rigtig mange for handicappede, sagde Sif Holst.
Hun håbede, at man med de tre nye Fitness for Alle-centre kan finde nogle af svarene på, hvordan man kan sikre et mangfoldigt idrætstilbud og socialt samvær, idet hun også nævnte at ensomhed er et stort problem blandt handicappede.
– Erfaringerne kan bruges til at skabe inspiration og innovation til nye tiltag, der gør fitness tilgængelig for mennesker med bevægehandicap, og til at skabe øget interesse og viden om, hvordan vi kan nedbryde både fysiske og sociale barrierer, så der skabes lige muligheder for fitness for alle, sagde Sif Holst.