En af Danmarks bedste golfspillere kommer til Bornholm

NOTITS | ABONNENT | 8. JUN 2022 • 12:57
NOTITS | ABONNENT
8. JUN 2022 • 12:57

Der er fint golfbesøg i weekenden, når en af Danmarks bedste kvindelige golfspillere deltager i Charity Golf Bornholm.

Linette Holmslykke, der til daglig gør sig på Ladies European Tour, kommer nemlig forbi Bornholm, hvilket sker som et led i Charity Golf Bornholm.

Projektet Charity Golf Bornholm, der startede sidste år, vil gerne lave noget som golferne på Bornholm muligvis ikke har set eller prøvet før og samtidig samle penge ind til velgørende formål.

I en pressemeddelelse fra Charity Golf Bornholm fremgår det, at Linette Holmslykke lige nu er på auktion, hvor de tre, der byder højest får fornøjelsen af at gå en runde på Rø Old Course sammen med golfspilleren. Pengene der bliver samlet ind går i år til Børns Vilkår. De tre heldige vindere og Linette Holmslykke slår ud klokken 14.40 lørdag.

Søndag er Linette Holmslykke så med på 18. hul på Rø New Course til konkurrencen "beat the pro", hvor alle deltagere i turneringen Mizuno Major, der også bliver afholdt i weekenden, får muligheden for at spille mod golfproen. Og det er meget simpelt. Slår man bolden tættere på hullet end Linette Holmslykke, så vinder man en præmie.

Sidder man og tænker, at en runde med en af Danmarks bedste golfspillere lyder spændende, så løber auktionen frem til torsdag klokken 18.00, og der findes mere information på Charity Golf Bornholms facebookside.