På det seneste er mange begyndt til orienteringsløb. For Ann-Dorrit Petersens vedkommende har hun dyrket orienteringsløb i to års tid, og hun begyndte til sporten, fordi hun gerne ville prøve noget andet end almindeligt løb.
– Jeg har haft lyst til at prøve det, helt fra jeg var ung, men jeg har bare aldrig rigtig kommet i gang med det. Og så så jeg et opslag på facebook om, at der var et byløb i Nexø, hvor jeg bor, og så tænkte jeg, at det prøver jeg lige, siger hun.
– Og så fik jeg lyst til at prøve det noget mere, og så har jeg hængt ved, siger hun og forklarer, at hun godt kan lide, at man også skal bruge hovedet og ikke kun kroppen, når man løber orienteringsløb.
– Man skal tænke mere over, hvor man løber, i stedet for at man bare løber derudad. Det gør faktisk også, at man ikke tænker så meget over, at man løber, så nogle gange opdager man, at man lige pludselig har løbet i to timer, siger hun.