Dejlige mennesker, godt arrangement, fedt terræn
Hammer Trail fylder 10 år i år. Nogle af deltagerne kommer her med bud på, hvorfor Salomon Hammer Trail lørdag sætter deltagerrekord.
– Jeg har været med før, og jeg har også været med på nogle af de trailcamps, som Tejn Idrætsforening arrangerer. Det er virkelig nogle dejlige mennesker, godt arrangeret, og det er det fedeste terræn.
Pia Pip Lauritsen fra Midtsjælland står på startstregen lørdag middag og kommer med sit bud på, hvorfor vinterudgaven af Salomon Hammer Trail i 2024 sætter deltagerrekord med 575 tilmeldte.
– Jeg tror, at budskabet spreder sig blandt løbere: "Det skal du prøve", og trail er blevet populært, tilføjer Pia Pip Lauritsen.
Pia Pip Lauritsen og Stine Kjeldsmark er klar i startfeltet til at løbe halvmaraton. Foto: Holger Larsen
Hun skal sammen med veninden Stine Kjeldsmark ud på halvmaratondistancen, som er dagens sidste og største startfelt. De første løbere begav sig af sted fra Brohuset ved Hammershus allerede lørdag klokken 6. Det er dem, der skal løbe dagens længste distance, 84 kilometer.
Fra 14 nationer
Langt de fleste af deltagerne er tilrejsende, og Hammer Trail tiltrækker løbere fra 14 nationer.
I halvmaratonfeltet, som er dagens største, finder vi også kammeraterne Björn Behn, fra Slesvig i Tyskland, og dansk-amerikaneren Peter Hunter. De bor begge i København.
Björn Behn og Peter Hunter glæder sig til turen – og til at drille hinanden lidt. Foto: Holger Larsen
– Jeg var her for godt et halvt år siden med min kæreste. Da vi gik en tur heroppe på Hammeren, opdagede jeg, at der var Hammer Trail, og så ærgrede jeg mig over ikke at være med til alt det sjove, siger Björn Behn.
– Vi er altid på udkig efter sjove ting at foretage os, supplerer Peter Hunter.
Og det her er sjovt?
– Meget.
– Vi elsker at løbe i flotte omgivelser, og vi løber sammen, så vi kan småsnakke undervejs og drille hinanden lidt. Så det er også en social oplevelse, selv om jeg kan løbe 20 procent hurtigere end Björn...
Den udtalelse følges op af et udbrud fra Björn Behn:
– Udfordring accepteret. Glem alt, hvad vi har sagt. Nu er det en konkurrence.
Hvor er sneen?
De to kammerater har tidligere deltaget i længere løb. Nu glæder de sig til at skulle ud i det perfekte løbevejr, hvor solen skinner på løberne ved starten. Hvilket Peter Hunter faktisk er lidt skuffet over:
– Når man tager af sted til et vinterløb, må der gerne være sne. For at man kan få den fornemmelse af tvivl, om man kan gennemføre eller ej. Hvis det havde været regn eller sne og glat, havde det været mere råt og udfordrende, siger han.
Peter Hunter har været til Hammer Trail før, og han mener, at løbets popularitet hænger sammen med, at man også tilbyder felter, hvor man løber og går kortere distancer.
– Det er blevet et arrangement, som er mere for alle, og ikke alle ser lige "professionelle" ud. Der er også flere, der løber i dag, og så vil der også være flere, der løber ekstremløb, siger han.
Sjov begivenhed
Joshua McMinn er amerikaner, for tiden bosat i København:
– Jeg læste om løbet, da jeg var på Bornholm sidste år med min familie, så jeg tænkte jeg, at det kunne være et godt mål at have for at løbe vinteren igennem og komme tilbage til Bornholm. Det er et meget smukt sted.
Joshua McMinn fra USA hørte om løbet, da han var på ferie på Bornholm og besluttede sig for, at det skulle han prøve. Foto: Holger Larsen
– Det er perfekt vejr, det kunne ikke være bedre. Det er en sjov begivenhed, og jeg har flere venner, der er med, siger Joshua McMinn.
De sidste løbere på dagens længste distancer skal seneste være i mål klokken 22 lørdag aften.
Salomon Hammer Trail sætter deltagerrekord 10 år efter, at det første løb fandt sted. Foto: Holger Larsen
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration