– Nogle kører en runde med familien i hyggetempo, mens andre kører seks-syv runder i fuld fart. Her er plads til alle, fortæller Annelise Eriksen fra Nexø Motion Cykel Club, som arrangerer løbet sammen med Bornholms Cycle Club.
Hvis man ønsker det, er der mulighed for tidstagning, men det er helt frivilligt. Og hvis man ikke har en gravelcykel, så kan man også stille op med en mountainbike, racercykel, elcykel eller en "havelåge".
– Tilskuere er velkomne til at komme op ved Rytterknægten og heppe. Vi håber at se en masse glade cykelfolk i skoven på søndag, og vejrudsigten ser lovende ud, fortæller Annelise Eriksen.
Løbet starter klokken 10, og ruten lukker for sidste omgang klokken 12.