De skal køre på hold med Emma Norsgaard, Amalie Dideriksen og Julie Leth i den særlige disciplin, der køres for anden gang i VM-sammenhæng.
– Vi har rimeligt store ambitioner om at gøre os gældende, og vi burde kunne gøre en god figur, lyder det fra Anders Lund.
Holdstafetten for blandede køn debuterede ved VM i Yorkshire i 2019, hvor Danmark blev nummer otte. Sidste år var disciplinen ikke på programmet i det skrabede, coronaprægede VM i Imola i Italien.
Det danske hold er i øvrigt en slags udvidet familieforetagende. Mikkel Bjerg er forlovet med Emma Norsgaard og svoger til Mathias Norsgaard.
– Det gør det jo bare endnu federe, hvis det går godt. Når vi er færdige, kan vi se tilbage på, at vores familie stillede med halvdelen af holdet. Det er jo meget fedt, siger Mikkel Bjerg.