Christiansen vandt åbningskamp i Schweiz på 30 minutter

Christiansen vandt åbningskamp i Schweiz på 30 minutter
Mathias Christiansen er i Schweiz i denne uge, hvor han udover pengepræmier også kæmper for sin OL-chance. Arkivfoto: Ole Mik
| 3. MAR 2021 • 12:52
Jesper Gynther
Journalist

3. MAR 2021 • 12:52

Det gik forholdsvist stærkt, da allingeboen Mathias Christiansen fløj videre fra den indledende runde af Swiss Open tirsdag eftermiddag.

På 30 minutter blev det new zealandske par Oliver Leydon-Davis og Anona Pak besejret af Christiansen og mixeddoublemakkeren Alexandra Bøje.

21-18, 21-9 lød cifrene på, og dermed er det danske par nu klar til at møde Rodion Alimov og Alina Davletova fra Rusland, som vandt over et hollandsk par i deres første kamp.

Kampen mod russerne er programsat til torsdag morgen klokken 10.


Christiansen kæmper for OL-chancen

Turneringen i Schweiz er den første turnering i over et år, hvor man kan vinde point til OL-kvalifikationen.

Her har Christiansen og Bøje, som pt. ligger nummer 25 på verdensranglisten, stadig en chance for at komme blandt de 16 bedste par, som kommer med til OL.

Men det vil kræve gode præstationer frem til juni, hvor kvalifikationsperioden slutter.