Bornholmer kørte sig i DM-finale

Bornholmer kørte sig i DM-finale
Tobias Larsen kørte med nummer 238, mens holdkammeraten Mathias Steinlein kørte i nummer 236. Privatfoto
NOTITS | ABONNENT | 14. MAJ 2022 • 17:43
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | ABONNENT
14. MAJ 2022 • 17:43

Det var en noget blandet fornøjelse for de to bornholmske kørere fra Teamvwrally, som fredag deltog i 2. afdeling af DM i rallycross på Løvelbanen ved Viborg.

Bedst gik det for Tobias Larsen, som nåede hele vejen til finalen efter at have kørt en flot tredjeplads i hus i semifinalen.

– Efter flot og tæt kørsel kom han ind på en flot femteplads i finalen, fortæller Teamvwrally i en pressemeddelelse.

Det begyndte også rigtig godt for holdkammeraten Mathias Steinlein, som i første runde kørte en god tid. I andet heat gik det endnu bedre, for her kom han først over målstregen. Glæden varede dog kort, for han fik efterfølgende en straf på fem sekunder for at trække ind foran en anden bil. 

– Det var rigtig ærgerligt, fortæller Teamvwrally. 

Det skulle dog vise sig, at der var endnu mere at ærgre sig over for Mathias Steinlein, for efter tredje heatrunde stod det klart, at et baghjulsleje på Mathias' Seat var blevet ødelagt.

– Og da der trods et ihærdigt forsøg ikke kunne skaffes et nyt leje, måtte han desværre tage den tunge vej ned til dommerne for at melde afbud til resten af løbet, fortæller Teamvwrally.

Nu venter 14 travle dage på værkstedet, da bilerne skal være klar til 3. afdeling af DM i rallycross, som køres på Nysumbanen den 28. - 29. maj. 

Derudover kan Teamvwrally også se frem til at deltage i et folkeraceløb på Nisseringen ved Næstved i pinsen.