I Knudsker kan man også mærke, at der er færre til træning end normalt.
– Det går sådan set godt nok, men vi har ikke det medlemstal, som vi havde før corona, fortæller badmintonformand Flemming Pettersson, som mener, at nedgangen kan skyldes mange årsager.
– Jeg tror, nogle har fundet andre ting at lave. Det er jo to sæsoner, hvor der ikke har været mesterskaber og rejser og alle de aktiviteter, som gør, at de unge synes, det er sjovt.
Der er stadig spillere tilbage på holdene, men klubben vil meget gerne være flere, og især er det velkomment, hvis der kommer flere ungdomsspillere, for de er fødekæden på længere sigt. Derfor har Knudsker et øget fokus på at promovere sporten og de tilbud, som klubben har.
– Vi prøver at gøre opmærksom på badmintonsporten, så folk kan finde ud af, hvor sjovt det er at spille badminton. Der er mange, der har spillet det i haven, men som aldrig kommer ind i hallen og spiller, og det er synd, siger Flemming Pettersson, der oplyser, at klubben har fået coronastøtte fra en genstartspulje, så klubben nu kan bruge penge på annoncering. Derfor kan man i ugeavisen og i Bornholms Tidende i denne uge se en annonce for åbent hus-arrangement hos Knudsker Badminton, der afvikles på fredag den 8. oktober i Søndermarkshallen.