Anna Holm i Rio: OL-byen set med debutantens øjne

Bussen nærmede sig OL-byen. Byen, som alle atleter taler om. Byen, der bygges påny hvert fjerde år. Byen med adgang til masser af mad. Alt fra fastfood til de sundeste salater. Byen med træningsfaciliteter, fest og farver. Byen, der denne gang er etableret i Rio de Janeiro i Brasilien 2016.

Jeg var ikke den eneste, der sad og trippede af spændt forventning. Bussen var delt i to usynlige hold. Debutanterne og de erfarne. Debutanterne var ivrige: “Se, se, OL-ringene!”, “Se, de høje huse, er det der?” Vi var som små skolebørn. De tidligere OL-deltagere sad roligt på sæderne. Nogle med høretelefoner på, nogle sov, og andre konverserede og gad knap nok kigge ud af vinduet.

Vi skulle først igennem sikkerhedskontrollen. Sådan var proceduren, hver eneste gang vi skulle ind i OL-byen. Massakren i Nice, hvor adskillige mistede livet, havde fundet sted kun en måned forinden. Frygten for terror i Rio var stor. Vi steg alle ud af bussen, og vores tasker blev scannet hos security præcis som i en lufthavn.

OL-byens mest sikrede bygning

Til fods passerede vi OL-ringene i kæmpe størrelse - blå, sort, rød, gul og grøn - placeret midt i den smukt beplantede OL-by. Der var svømmebassiner, tennisbaner, udendørs træningsfaciliteter, en kæmpe madsal, fitnessrum og højhuse til alle nationer. Som et lille land delte vi hus med Israel. Dermed havde vi formentlig OL-byens mest sikrede bygning. Gidseltagningen af det israelske hold ved OL i München i 1972 præger stadig sikkerheden omkring de israelske atleter. I vores elevator kunne man trykke sig ind på alle etager på nær Israels. De havde særlige sikkerhedsprocedurer, og Israel flagede heller ikke på bygningen som alle andre nationer.

Højhusene var indrettede som lejligheder, da bygningerne skulle bruges til beboelse efter OL. Jeg delte lejlighed med fire andre danske kvindelige atletikudøvere. Da vi kom ind, lå der gaver på vores senge. B&O-høretelefoner, en lille hoptimist i danske farver, en Samsung Galaxy S7 Edge-telefon med mere. Der var også en stak brochenåle med dannebrogflag - som i OL-byen går under navnet “pins”.

Pins er en valuta i OL-byen. Det gælder om at bytte pins med andre nationer. Og der går - ikke så overraskende - sport i den. Alle jagter flotte pins. Afrika har pins med forskellige dyr på. USA har pins med illustrationer af forskellige idrætsgrene. Canada har et smukt 11-takket lønneblad.

Ved de store langborde i spisesalen sammenlignes pins: “Wow den der, hvor er den fra?”. Ser man en atlet i madkøen med en flot pins, afbryder man gerne sit måltid for at få fat i den. Nogle atleter er i kraft af deres flotte pins omsværmede. Og så må man skrue charmen på for at få en byttehandel i hus. Pins gives også i gaver til rengøringshjælp og andre lokale.

Myggenet over sengen

Noget af det første jeg gjorde i OL-lejligheden var at sætte et myggenet op over min seng. I dag frygter alle corona-smitte i OL-byen i Tokyo. I 2016 var det Zika-virus, vi frygtede. 125 forskere fra hele verden skrev i et åbent brev til verdenssundhedsorganisationen WHO om frygten for spredning af Zika-virus og risiko for en pandemi efter OL i Rio. Advarslen fra forskerne fik dog ingen indvirkning på afviklingen af OL, men de fleste atleter tog deres egne forholdsregler med både myggenet og myggespray.

I lejlighederne fungerede det meste godt på nær toiletterne, som jævnligt stoppede til. Reglen i vores lejlighed var, at den, der sad sidst på tønden, når den stoppede, også var den, der løb den lange vej ned til pedellerne. Vores vasketøj kunne vi aflevere på vaskeriet i en lille personlig tøjsnor med kliklås. Man kunne så en dag senere hente sit vasketøj igen - tørret og tumblet.

Træningen foregik de fleste dage inde i OL-byen, hvor der var anlagt en asfaltsti på ca. 1,5 kilometer. Nogle dage valgte vi atletikfolk at tage til et stadion et par kilometer uden for OL-byen for at træne intervaller eller løbe på en militær flyveplads, der lå ved siden af stadion og gav mulighed for lidt længere løbeture. Jeg kom tidligt til OL-byen for at vænne mig til varmen, inden min konkurrence på maratondistancen. Jeg havde derfor mulighed for at deltage i åbningsceremonien. Noget, som alle atleter, især debutanterne, glæder sig til.

Duller sig op til indmarchen 

På dagen duller man sig op og hopper i paradedragten, som for danske kvinder i 2016 var en rød silkekjole og en mørkeblå blazer. Alle atleter mødes uden for det olympiske stadion, hvor der er kø og god ventetid. Lande med A er først i køen, dernæst B, C og så kommer D for Denmark. Det var med sommerfugle i maven, at jeg gik ind på det olympiske stadion. Dette var øjeblikket, jeg havde set mest frem til. Undervejs i den lange ceremoni fik jeg både danset og grædt. I mængden af atleter fandt jeg to konkurrenter, et tysk tvillingepar, som jeg skulle kæmpe med en uges tid senere. Vi tog selfies, viftede med vores respektive flag og var helt oppe at køre.

Som den journalist, jeg nu engang også er, satte jeg mig for at finde ud af, hvilket OL de erfarne OL-atleter syntes bedst om. Var OL i London 2012 federe end OL i Sydney 2008? Og hvordan var Sydney og London sammenlignet med Rio? Hurtigt tegnede der sig et klart billede. Alle dobbelte og tredobbelte OL-deltagere sagde det samme: “mit første OL var det bedste”. Da jeg fulgte op med det klassiske journalistiske “hvorfor-spørgsmål”, var svaret i sin grundessens lige så enslydende: Fordi det var mit første.

OL-glæden er altså størst hos de nysgerrige, ivrige og til tider naive debutanter. Vi er imponerede og benovede over alt. Og hvorfor ikke lade sig imponere?

Møde med mange verdensstjerner

I OL-byen kan man stille sig i kø til McDonalds (ja, McDonalds har sit eget madsted i OL-byen!) og få gratis (ja, gratis!) mad og cola. Man går forbi OL-byens tennisbaner, hvor tennisboldene flyver i vild fart, og når kun lige at undre sig, før man tilslutter sig de mange klapsalver og opdager, at to blandt verdens bedste mandlige tennisspillere har startet en spontan venskabskamp. På vej til madsalen ser man endnu en verdensstjerne, der ligesom en selv, er sulten og på vej over græsplænen i klipklapper. Ved det danske madbord sidder kronprins Frederik. Næste dag hilser man på kulturministeren og dagen efter på prins Joachim. Hver dag er der gratis billetter til al mulig sport. Man kan for eksempel sætte sig på tribunen ved de rigtige tennisbaner og heppe på Caroline Wozniacki eller se håndboldherrernes kampe.

I udkanten af OL-byen er der et afmærket område for pressen. Her samles alle OL-atleter jævnligt til glæde for de danske medier, som så kan håndplukke de atleter, de gerne vil interviewe og tage billeder af. Andre gange kommer der en specifik forespørgsel fra et medie, som gerne vil mødes med en. Når man er i OL-byen, har man ikke adgang til dansk tv, og man har alt for travlt med at nyde livet til at følge med i de danske medier på telefonen. Man er derfor på en underlig måde frakoblet det OL, som ens venner og familie ser på tv, og glemmer nærmest den massive pressedækning, som står på.

Snakken med de erfarne atleter gjorde mig opmærksom på, hvor vigtigt det at nyde min tid i OL-byen. Det første OL kommer aldrig igen og bliver højst sandsynligt det bedste. Jeg håber, at OL-debutanterne i Tokyo vil kunne sige det samme til trods for manglende tilskuere og corona-restriktioner.