– De kvadratmeter det giver ekstra, skal nok blive brugt. Vi er gået i gang med det cirka 1,4 millioner kroner dyre projekt. Heldigvis har vi fået 475.000 kroner i støtte fra Brødrene Larsens Legat, Sparekassen Bornholms Fond og Foreningspuljen i DIF/DGI. Resten henter vi i kassen, da der er råderum. Udvidelsen skal give bedre plads mellem maskinerne og mere plads til individuel træning med gulv- og udstrækningsøvelser, når holdsalen er optaget af hold, forklares det i beretningen.
Udfordringer
Mens medlemmerne strømmer i store tal til især fitness og får medlemstallet til at nå nye højder, kniber det alligevel med tilgangen til nogle af klubbens gamle og oprindelige aktiviteter.
Der har gennem nogle år været nedgang i løbesporten, og der er skåret ned i antallet af hold, som træner i skoven. På samme måder håber man også på tilgang til orienteringssporten, hvor man har nogle af landets bedste forhold.
– Baneatletik skal også gerne styrkes. Atletik er og bliver vores ophav, fremgår det. Her er manglen på trænere en stor udfordring.