Kent Ole Larsen peger her på, at udviklingen tildels skyldes ting, som ikke har noget med Nyker IF at gøre.
Han mener nemlig, at klubben har nydt godt af, at der ikke er så mange 11-mandshold på Bornholm, så man har kunne tiltrække en masse spillere, som der måske ikke har været plads til andre steder, og som derfor har holdt pause fra sporten i nogle år.
Man kan også spille syvmandsfodbold i Nyker, men det er altså især det med at spille på stor bane, som har fået mange til at vende snuden mod den gamle stationsby, forklarer træneren.
– Vores lære er, at der skal være plads til dem alle sammen. Det, tror jeg, er vigtigt, siger Kent Ole Larsen, som mener, at det som Nyker IF har gang i lige nu er meget specielt.
– Ja, i hvert fald tidspunktet er specielt. I 1980'erne var vi også 30 til træning, men de sidste 30 år har vi jo slet ikke været så mange, som vi er nu, siger træneren, som selv var førstehåndsvidne til det dengang, da han spillede i Nyker IF både som børne-, ungdoms- og nystartet seniorspiller.
Som bevis på, at Nyker IF er årets breddeklub, overrakte DBU Bornholm tirsdag aften en pokal til klubbens fodboldformand, Knud Rasmussen.
Det hele kan smuldre igen
Når man spørger fodboldformand Knud Rasmussen, hvad der har gjort, at klubben lige pludselig er blomstret op, nævner han i første omgang, at det næsten er kommet lidt af sig selv. Men når man spørger lidt mere ind til det, er det tydeligt, at man ikke bare er kommet sovende til succesen.
– Jeg er egentlig tjenestemandspensioneret, men det er ingen hemmelighed, at jeg er næsten alligevel i et fuldtidsjob, for jeg bruger nok omkring fem timer om dagen på at være fodboldformand, fortæller den tidligere militærmand, som ikke har tænkt sig at skrue ned på tempoet, da der fortsat er muligheder for forbedringer.