73-årig brænder stadig for atletik, selvom balancen svigter

73-årige Helene Svendsen er blevet udnævnt som nyt æresmedlem i DGI Bornholm for sin mangeårige arbejdsindsats for atletik. Trods problemer med både hørelsen og balancen er hun stadig aktiv som frivillig og står blandt andet for at afvikle nålestævner.

Det var en bevæget Helene Svendsen, som onsdag aften blev hyldet, da DGI Bornholm holdt årsmøde i Aakirkebyhallerne. Hun blev udnævnt som nyt æresmedlem, og det er hun meget stolt over.

– Jeg kunne næsten ikke sove, da jeg kom hjem. Det er lidt svært at forstå, at det er overgået mig. Det betyder så meget, og jeg er så glad for det, fortæller hun til Tidende.

Det er ikke hver dag, at der bliver udnævnt nye æresmedlemmer, og tidligere har det været praksis, at man først kunne komme i betragtning til det, når man stoppede sin ledergerning. Men det er Helene Svendsen glad for er blevet ændret.

– Det er vigtigt, at man får det, mens man er i gang, fordi det giver rygklap til en, og man får en fornyet energi, og man bliver glad over, at der er nogle, som har værdsat det arbejde, man har gjort, siger Helene Svendsen, som selv er aktiv leder, selvom hendes dåbsattest afslører, at hun er rundet 73 år.

Giver sig selv maksimalt fem år mere

Hun er i gang med sin anden periode som formand for DGI Bornholms atletikudvalg, hvor hun især bruger meget tid på at arrangere nålestævner for børn og unge, der dyrker atletik. Og det vil hun blive ved med, selvom hun har udfordringer med helbredet.

– Jeg håber meget på, at inden for maksimalt fem år, så kan jeg sige endeligt farvel til atletikken, for man bliver jo ikke yngre, og kræfterne er der heller ikke til det, siger Helene Svendsen, som blev medlem af udvalget i 1980 og har været formand fra 1986 til 2003 og igen fra 2011.

– Interessen er der, men jeg har store problemer med min balance, for jeg har en øresygdom, der hedder Menières, og den giver overtryk i det indre øre, der gør, at jeg har stort besvær med at holde balancen. Så hvis jeg skal færdes over længere afstande, skal jeg bruge stok, forklarer hun.

– Men jeg brænder stadig for atletikken, og jeg synes stadig, det er en sjov idræt. Du kan løbe, hvis du er til det, og du kan springe og kaste. Der er faktisk noget til alle, lige meget om du er tyk eller tynd, eller hvilken interesse du har, siger hun og fortæller, at det også fanger hende, at atletik er en individuel sport.

– Du dyster kun mod sig selv og skal gøre det bedre og bedre. Det synes jeg er rigtig dejligt, at der ikke er noget krav fra andre om, hvad du skal præstere. Det er der mange, der har glæde af.

Løbet panden mod en mur

Der er dog langt fra lige så mange i dag, som dyrker atletik, som der har været. Da hun begyndte lederarbejdet i 1980'erne, var der fem-seks atletikforeninger, og der blev lavet store stævner rundt på hele øen, blandt andet på Nyker Stadion og Østerlars Stadion med 60-70 deltagere.

Nu er der kun Viking Atletik og Nyvest Atletik tilbage, og Rønne Stadion Nord er den eneste atletikbane, som bliver brugt. Sidstnævnte bebrejder hun lokalpolitikerne for.

– Det har ikke været nemt for atletikken på Bornholm, for vi har haft et problem med kommunen, som pludselig ikke ville dække de omkostninger, der er med at holde stadions ved lige. Og så løb foreningerne jo gang på gang panden mod en mur, og til sidst gav de næsten op. Den sidste var jo Østerlars, som måtte lukke, fordi de selv skulle stå for at klippe græs og holde ukrudt, så vi kunne holde stævner, siger hun og påpeger, at det ikke er optimalt, at der kun kan dyrkes atletikstævner i Rønne.

– Jeg synes, det er rigtig synd, for det gjorde rigtig meget for dem og betød meget for dem ude i klubberne på øen, at der kunne afvikles stævner hos dem, siger hun.

Politikerne har dog afsat penge af til, at atletikbanen på Rønne Stadion Nord kan blive renoveret, og det har stor betydning for sporten.

– Det er meget afgørende. Det havde jo været helt forfærdeligt, hvis den var blevet fjernet eller sløjfet.

Bekymret for atletikkens fremtid 

Trods renoveringen er hun fortsat bekymret for atletiksportens fremtid på Bornholm. Ligesom i andre idrætsgrene nu til dags er det nemlig meget svært at rekruttere frivillige ledere og trænere.

– Det er meget vigtigt med nye trænere og ledere til at tage over inden for atletikken, ellers kan det godt blive svært at få det til at fortsætte.

– Jeg har prøvet i flere år at kontakte andre foreninger rundt omkring på øen, om de kunne tænke sig at tage atletik på programmet og tilbyde det i sine foreninger. Nogle vil gerne, men kan ikke finde nogen, som vil stå for at være leder og træner.

– Jeg kommer ikke med en træner, der vil tage over, men vi kan i DGI Bornholm hjælpe til med at støtte op om det og hjælpe med råd og vejledning og kurser til dem, der gerne vil, fortæller hun.