Lokale S-foreninger har fokus på fremtiden

NOTITS | POLITIK | Tirsdag 22. marts 2022 • 12:30

Socialdemokratiets lokalforeninger på Nordbornholm og Østbornholm holdt mandag aften generalforsamlinger i kølvandet på et kommunalvalg, der har efterladt det tidligere borgmesterparti gennem tre valgperioder i opposition med fire pladser i kommunalbestyrelsen.

– Vi havde en god snak om, hvordan vi kommer videre. Vi skal være tro over for det, vi mener, samtidig med vi er en konstruktiv samarbejdspartner, siger Jacob Lund, der modtog genvalg som formand for Socialdemokratiet Nordbornholm.

Der var en enkelt udskiftning i den nordbornholmske bestyrelse. Frank Granlyst erstatter Ann Rubæk-Nielsen.

Miljøminister Lea Wermelin og gruppeformand i kommunalbestyrelsen Jonna Nielsen deltog og leverede beretninger fra det politiske arbejde.

Også Socialdemokratiet Østbornholm samledes mandag aften til generalforsamling. Det foregik "uden drama", fortæller Per Ole Petersen, der blev genvalgt som formand.

– Vi talte om det spændende år, der er gået med corona, kommunalvalget og senest Ukraine, siger han.

FÅ ABONNEMENT