Det gik stærkt i august og september. Mindre end en måned efter den store dag med kongeparret ryddede Jacob Trøst kalenderen og tog orlov.
Det skete efter en ubehagelig oplevelse, som han selv beskrev som et udtryk for overbelastning. Mellem årets højdepunkt og lavpunkt ledede Jacob Trøst de forhandlinger, der første gang i hans borgmestertid samlede hele kommunalbestyrelsen bag næste års kommunebudget.
– Det var helt klart en højdespringer i mit politiske år, da jeg fik landet et budget, hvor alle partierne var med. Det var det, som jeg sigtede efter, fordi jeg tænker, at det er det absolut bedste, som jeg kan opnå som borgmester, fortæller han.
– Det var nogle hårde dage. Det er det altid, når vi laver budget. Men det lykkedes at holde alle ved bordet. For mig var det lidt af en svendeprøve, som jeg der fik bestået.
Noget mindre opmærksomhed var der omkring, at Jacob Trøst en pæn del af året var indklaget for Ankestyrelsen. Instansen, der fører tilsyn med kommunerne. For Jacob Trøst var det en sag, der lå og spøgte.
Afsættet var de nye regler for de ansattes kørsel i kommunens biler. De regler blev ændret af kommunens direktion, udenom kommunalbestyrelsen. Og ændret tilbage igen efter ret hård kritik fra særligt Enhedslisten.
Fordi de nye regler allerede var blevet rullet tilbage, tog Jacob Trøst fra borgmesterstolen initiativ til at tage et medlemsforslag om sagen fra netop Enhedslisten af dagsordenen. Til fornyet, endnu hårdere kritik fra Enhedslisten. Viceborgmester Morten Riis (EL) kaldte borgmesterens skridt et anslag mod mindretalsbeskyttelsen – og klagede til Ankestyrelsen.
Da sagen var blevet glemt af de fleste, spøgte den stadig i borgmesterens hoved. Indtil juli måned, hvor Ankestyrelsen gav ham medhold.
– Ligesom mange andre er jeg optaget af retfærdighed. Så jeg var glad for, at Ankestyrelsen var enig i, at jeg godt kunne gøre det, som jeg i den situation mente var rigtigt. Men anset hvad Ankestyrelsen havde sagt, ville jeg have ment, at jeg gjorde det, der moralsk var det rigtige at gøre, siger Jacob Trøst.
– Jeg vil ikke sige, at sagen fyldte så meget for mig. Men sagen lå jo i lang tid. Og når man har sådan en sag hængende over hovedet, er det lidt som at gå og vente på en retssag. Det kender jeg også fra politiet, siger han.