Ideen blev mandag aften lagt definitivt i graven af kommunalbestyrelsen, fordi det nu står klart, at kommunen ganske enkelt ikke har de penge, som den selv ville skulle investere i byggeriet. Det handler om mellem 250 og 300 millioner kroner.
I stedet tegner det nu til, at de seneste fire års tilbagevendende debat om at samle fleste mulige af kommunens administrative medarbejdere på færre adresser ender i en betydeligt mindre kabale, end der har været lagt op til flere gange tidligere i forløbet.
Senest 1. november skal kommunalbestyrelsen præsenteres for "en samlet plan for fysisk placering af kommunens medarbejdere på de nuværende kommunale adresser", som gruppeformand Jonna Nielsen (S) formulerede det forslag, der fandt flertal i kommunalbestyrelsen.
Ud over Socialdemokratiet bestod flertallet af Dansk Folkeparti og Enhedslisten, i alt 15 af kommunalbestyrelsens 23 medlemmer.