Statsministeren skifter mening: Det grønne er ikke sekundært

Statsministeren skifter mening: Det grønne er ikke sekundært
Statsminister Mette Frederiksen er blevet rød-grøn-farveblind. I hvert fald kan hun ikke længere se forskel på, om regeringen er grøn eller rød. Her hilser hun på Winni Grosbøll til folkemødet i 2021. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
POLITIK | Søndag 13. februar 2022 • 13:05
Af:
Ritzau
POLITIK | Søndag 13. februar 2022 • 13:05

Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde nogle måneder inde i sin første regeringsperiode klart, at hun er rød, før hun er grøn.

Og selv om statsministeren i en kronik i Politiken søndag skriver, at det passede dengang i oktober 2019, så er det ikke længere sådan, understreger hun.

– Jeg er klar til at lægge forbeholdet væk. Det grønne er ikke længere sekundært, skriver Mette Frederiksen i kronikken.

Indholdet har hun senere også delt i opslag på sociale medier.

Mette Frederiksen overtog Statsministeriet efter valget i sommeren 2019, der er blevet kaldt et klimavalg, fordi klimaet var et dominerende tema i både valgkamp og på vælgernes dagsorden.

Statsministeren siger også selv, at "da regeringen tiltrådte, var det på et meget klart grønt mandat", som skyldtes, at danske vælgere ville have et kursskifte.

Og her blev S-regeringen og dens støttepartier enige om en målsætning om at sænke den danske CO2-udledning med 70 procent sammenlignet med niveauet i 1990.

– Det høje måltal var dengang ikke Socialdemokratiets opfindelse. Æren tilfalder SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Det står som noget af det vigtigste i det forståelsespapir, der er med til at danne grundlag for regeringens virke, siger Mette Frederiksen i indlægget.

Men den grønne dagsorden gav ikke kun begejstring. Den gav tilsyneladende også panderynker i begyndelsen af hendes regeringstid.

– Jeg var reelt bekymret dengang i 2019. Kunne vi skabe så store forandringer uden at skabe tilsvarende andre store problemer? Ville vi kunne sætte gang i den grønne omstilling uden galoperende ulighed?

– Eller endnu værre. Ville klima blive den nye splittelse mellem de mennesker, der føler sig kørt ud på et sidespor af dem (og os), der bestemmer?, skriver statsministeren.

Det var det, der lå til grund for udtalelsen om at være grøn før rød, skriver hun og understreger, at hun siden barnsben har været optaget af klima.

Men det er gået bedre, end statsministeren havde forventet, og både erhvervsliv, sammenhængskraft og forudsætninger for lønmodtagere og selvstændige har det ifølge hende bedre i dag, end da regeringen tiltrådte.

Regeringen har ifølge statsministeren indgået mere end 50 grønne aftaler i løbet af de seneste to et halvt år.

– Jeg og regeringen har ikke længere et "men" i den grønne omstilling. Forbeholdet er væk, slutter hun.


Statsministers grønne kronik overbeviser ikke støttepartier


To af regeringens støttepartier vil se det i handling, før de overbevises af statsministerens ord i en kronik i Politiken om, at hun ikke længere har forbehold for den grønne omstilling.

De Radikales næstformand, Martin Lidegaard, siger, at han glæder sig over statsministerens "U-vending".

– Men vi ved også godt, at man skal måle politikere på, hvad de gør og ikke, hvad de siger.

– Så nu vil vi insistere på, at der kommer mere fart og fokus i den grønne omstilling.

– Vi skal have mere vedvarende energi, vi skal have grøn afgift på CO2, og vi skal have en klimafond, der kan gøre, at vi virkelig kan få fart i det, siger han.

Han varsler blandt andet, at De Radikale vil rejse forslaget om en klimafond ved forhandlingerne om en CO2-afgift.

I sin kronik i Politiken slutter statsministeren af med beskeden:

– Jeg og regeringen har ikke længere et "men" i den grønne omstilling. Forbeholdet er væk.

SF's klimaordfører, Signe Munk, vil også gerne se de ord gjort til handling i de kommende forhandlinger om eksempelvis en ny CO2-afgift.

– Man skal huske, at klimaet bliver ikke reddet af ord. Det er handling, der skal til. Derfor er det det, der tæller i sidste ende.

– Valutaen i klimapolitikken er at få banket CO2-udledningen ned. Lige om lidt skal vi forhandle en højere CO2-afgift, som netop skal levere det.

Her ser SF gerne, at resultatet bliver en model, der sikrer en større reduktion, end de modeller som en ekspertgruppe har præsenteret.

Derfor vil hun gerne se det, før hun tror på, at regeringen nu vil gå efter de samme CO2-reduktioner, som SF ønsker.

– Jeg tror ikke, at de grønne armlægningers tid er aflyst, siger hun.



FÅ ABONNEMENT