René savner løsning for ældre i affaldsknibe

René savner løsning for ældre i affaldsknibe
René Danielsson (DF) er glad for, at hjemmeplejens ansatte slipper for ekstraopgaver. Han savner en affaldsløsning for de ældre, som er i knibe. Foto: Marine Gasteau
POLITIK | Onsdag 30. oktober 2024 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Onsdag 30. oktober 2024 • 15:30

Det er glædeligt, at ansatte i hjemmeplejen ikke skal agere skraldemænd, siger René Danielsson, som stadig savner en løsning for borgere, som ikke selv kan håndtere den nye skraldeordning. Vi er i dialog, siger Bofa.

De ansatte i hjemmeplejen skal som udgangspunkt hverken sortere og transportere affald i de hjem, de kommer. Det slår opdaterede retningslinjer fast. Det er glædeligt, mener formand René Danielsson (DF) fra social- og sundhedsudvalget. Samtidig siger han, at det efterlader nogle borgere, som mangler en holdbar løsning. Den er man i dialog for at finde, fortæller direktør Jens Hjul-Nielsen hos Bofa.

Retningslinjerne er udarbejdet af centerchef Louise Juel Pedersen i Center for Sundhed og Omsorg, som også vil lægge det op til politikerne at beslutte en ordning, som ikke involverer hjemmeplejens medarbejdere. Hun fortæller samtidig, at centret er i dialog med Bofa.

– Nogle centerchefer er voksne nok til at sige noget til nogle politikere, og der er jeg glad for, at Louise har grebet den bold, for det her burde man have vidst for flere år siden. Bofa er blevet advaret, det ved jeg, for jeg sad på den anden side af bordet og sagde, at det ville blive over mit lig, at omsorgspersonale skal agere skraldemænd, fordi man ikke kan finde en løsning, siger han til Tidende.

For René Danielsson er det tilfredsstillende, at medarbejderne i hjemmeplejen ikke bare bliver pålagt ekstraopgaver. Tilbage står, at nogle ældre mangler en brugbar løsning for, hvordan deres affald skal håndteres, når de ikke selv evner det, siger han.

– Der er nogle borgere, som stadig ikke har fået løst deres problem, men det er et strukturelt skraldeproblem, og det er ikke centerchefen for Omsorg og Sundhed, der skal opfinde den dybe tallerken, siger han.



Vi er i dialog for at finde en løsning for de berørte ældre, siger direktør Jens Hjul-Nielsen hos Bofa. Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved

 

Yderligere et lille problem

Hos Bofa bekræfter direktør Jens Hjul-Nielsen, at man er i dialog med Center for Sundhed og Omsorg, som hjemmeplejen hører under. Han kan ikke umiddelbart pege på en løsning for de berørte borgere, men han regner med, at det nok skal lykkes at finde en.

– Heldigvis er det et meget marginalt problem. Det er nærmest sådan, at man er nede på at kunne nævne folk med navn. Det gør man selvfølgelig ikke, men vi er nærmest dernede, hvor vi ved, hvem de er, siger Jens Hjul-Nielsen.

Ifølge ham gør det opgaven langt mere overskuelig, at man nu har et reelt overblik over, hvor mange – eller få – folk, der er i den gruppe, der modtager hjemmepleje, samtidig med at de ikke selv er i stand til at håndtere den nye affaldsordning.

– Når det er så få, kan man altid finde nogle individuelle løsninger, det er jeg sikker på. Det er jeg egentlig ikke så bekymret for. Så vil nogen sige: "Det er også let for ham at være ubekymret, det er ikke ham, der har problemet", men jeg ser det ikke som den store udfordring at finde individuelle løsninger, der tilgodeser så få mennesker, siger Jens Hjul-Nielsen.

Tilbage står, hvad den løsning bliver, og det har Bofas direktør som nævnt ikke et umiddelbart bud på. Det er nemlig ikke kun retningslinjerne for hjemmeplejens ansatte, der skal tages hensyn til.

– Der er yderligere et lille problem. Vi er begrænsede i, hvad vi kan gøre, for vi må ikke bruge takstmidler til at hjælpe folk med noget, fordi de er blevet lidt alderssvækkede. Det er ikke lovligt. Så det hensyn skal vi også tage, siger Jens Hjul-Nielsen.

Han tør ikke sætte en tidshorisont for, hvornår der er fundet løsninger for de bornholmere, som lige nu befinder sig i grænselandet mellem hjemmeplejens og Bofas regler.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT