– Vi skrev lidt frem og tilbage, og jeg fortalte om mig selv, og så sagde de “Ja tak”, siger Stine Zink Kaasgaard til TV 2/Bornholm om, hvordan det kom i stand, at hun nu er folketingskandidat.
Stine Zink Kaasgaard kom til Bornholm for tre år siden med sin kæreste, og de bor nu i Bodilsker. Det betyder dermed også, at Frie Grønnes kandidat alligevel bliver en med tilknytning til Bornholm.
Det er til trods for, at partiet tidligere på måneden havde meldt ud, at det nok ikke kunne nå at lade sig gøre ved dette valg.
– Der er en, der har tilbudt at stille op, men som ikke har mulighed for at føre valgkamp på Bornholm. Der kommer derfor ikke til at være en decideret valgkamp, men vi ved, at der er nogen på Bornholm, der gerne vil stemme på os, så det skal også være muligt, sagde pressechef hos Frie Grønne, Bjarke Charlie.