Webshop bliver til en butik i Rønne

Webshop bliver til en butik i Rønne
Det skal være sjovt at sælge øl. Det nytter ikke noget, hvis der går økonomi i det hele, mener Brian Kozuch. Foto: Sarah Thun Kristensen.
ERHVERV | Fredag 3. marts 2023 • 19:15
ERHVERV | Fredag 3. marts 2023 • 19:15

Siden april har Brian Kozuch solgt specialøl fra hele Danmark fra hjemmeadressen i Rønne - men på fredag åbner han sin nye butik på Østergade.

Selvom 41-årige Brian Kozuch ikke rigtig vidste, hvad han skulle forvente, da han åbnede sin webshop med specialøl, så har efterspørgslen alligevel sprængt rammerne for den forventning, der nu måtte have været.

Det fortæller han, da Tidende møder ham på Østergade 32 fredag eftermiddag. Han kigger af og til på uret, for i aften har han en stor ølsmagning i Musikhuzet med en efterfølgende koncert, og allerede om en uge fredag den 10. åbner han butikken, som lige nu står med helt tomme reoler langs væggene.

Begge projekter er bare hobby-projekter ved siden af et fuldtidsarbejde som montør hos Jensen.

– Det er gået meget godt siden jeg startede Beerhouse Bornholm, og jeg oplever at der er flere og flere, der bare kigger forbi, fortæller han om projektet, der tog sin start i april sidste år.

– Når jeg lægger op på Facebook, at jeg har fået nye øl hjem, så når jeg nærmest ikke at lægge dem op på webshoppen, fordi folk bare kigger ind forbi fredag eftermiddag, hvis de gerne vil have en god øl til weekenden.

Mere end 100 øl

Selvom nogle af kunderne naturligvis benytter sig af webshoppen, så har han oplevet, at flere og flere hellere lige ville se øllene an og tale om dem, inden der blev købt ind.

Og da konceptet har været, at man selv skal hente alt, hvad der købes på webshoppen, så har det for mange givet bedre mening at beslutte sig, når man var på adressen. Brian Kozuchs hjemmeadresse, vel at mærke.

– Men øl fylder meget, når man har rigtig meget af det, fortæller han videre om grunden til, at han nu har lejet sig ind i hjørnelokalerne på Østergade.

Selvom halvdelen af hans skur er bygget om til opbevaring af øllene med reoler på alle væggene, så har det stadig været problematisk at have plads til alle de øl, han gerne vil have i sortimentet.

– Lige nu har jeg bare 30 slags øl, men på et tidspunkt havde jeg 124 forskellige. I butikken er det tanken, at der skal være mindst 100 slags at vælge imellem, fortæller han.

Han har slet ikke selv smagt på alle de øl, han har.

– Meget af det er jo helt nytappet, så det har jeg slet ikke prøvet endnu. Der er mange, der har smagt meget mere øl, end jeg har.

Et stort sats

Med den nye lokation er der også plads til, at han kan sætte noget mere detaljeret information på øllene, og at man kan gå rundt i lokalet og kigge på udvalget.

– Folk spørger altid hvad jeg har, og så kan jeg jo begynde at nævne fra en ende af, men så når man har opremset de første 20, så siger de: "Hvad var den første du nævnte?". Her i butikken kan man gå rundt og kigge selv, og så kunne man jo drømme om, at der var så mange, at jeg skulle ekspedere nogen, mens andre gik rundt og kiggede.

Han er dog ikke i tvivl om, at han kommer til at tage penge med på arbejde i det første stykke tid, og der er masser af sommerfugle i maven ved tanken om, hvad der skal ske, når hjemmeprojektet bliver til en butik.

– Så bliver det ligesom rigtigt, eller - jeg ved ikke helt, hvordan man kan formulere det, smiler han.

– Lige nu sker der rigtig meget. Der er fuld skrald på, og det er et stort sats, for jeg smider immervæk nogle penge i det.

Han har længe drømt om at have en fysisk butik, men han har ikke turdet tage springet. Lige indtil de for en måned siden kørte fordi butikken her, og hans kone fik ham overtalt til at kontakte udlejeren.

– Jeg havde mange undskyldninger og indvendinger, men da jeg så ringede, så lykkedes det at få den til en pris, jeg kunne betale, og så var der bare fuld opbakning fra familien, fortæller han.

Hvor de fleste kunder lige nu er de bornholmske øl-entusiaster, så håber han, at han med butikken kan nå lidt bredere ud og præsentere flere forbipasserende for specialøllens forunderlige verden.

– Indtil nu har det jo været på en blind vej i udkanten af byen, så der er ikke nogen, der kommer forbi, som ikke ved, hvad de skal, forklarer han.

– Jeg håber, at der måske også til sommer kommer flere turister ind, og at folk kommer forbi, fordi de er nysgerrige på nogle af alle de bryggerier, jeg har.

Han forestiller sig, at han giver det en sommer til at se, om butikken kan løbe rundt, for hvis det ikke løber rundt i højsæsonen, så har han svært ved at forestille sig, at han kan få det til at løbe rundt over vinteren.

Kun danske bryggerier (næsten)

Han oplever at stadig flere bryggerier fatter interesse for ham og selv retter henvendelse for at høre, om han tager flere bryggerier ind i sortimentet, som kun består af specialøl fra danske mikro- og nanobryggerier.

– Man kan jo få fra de bornholmske bryggerier her på øen, men det er bare fire bryggerier ud af de 270 bryggerier, der er i Danmark.

Han har en enkelt synder i sortimentet - en øl-likør, som ikke hører til hos et dansk bryggeri. Men han har måttet lytte til efterspørgslen og anskaffe sig den, forsvarer han sig.

– Det kunne jeg godt forsvare overfor mig selv, for det er jo ikke en rigtig øl. Og det er jo også bare mig, der siger, at der kun skal være danske øl, forklarer han med et skuldertræk.

Selvom verden er fyldt med øl, der er både bedre og værre end den, der fremstilles på de danske bryggerier, så er det nemlig lige det koncept, Brian Kozuch er glad for.

– Jeg vil gerne udbrede kendskabet til de små danske bryggerier, for vi har bare så meget lækker øl i Danmark.

Han startede med at have øl fra fem bryggerier, men nu har han fra 26 bryggerier i hele Danmark, og der kommer stadig nye til.

Beerhouse Bornholms slår dørene op for den fysiske butik på Østergade 32 fredag klokken 12.00.



FÅ ABONNEMENT