'Nu må de også lytte til os’

De ældre generationer og særligt dele af kommunalbestyrelsen underminerer og overhører de unges politiske arbejde på Bornholm. Sådan lyder det fra Ungerådet, der retter skarp kritik mod ’de voksne’. Tidende har mødt formand Amar Dlakic og medlem Frederikke Terp Nielsen, der egentlig ikke ønsker at pege fingre, men snarere starte en samtale om en ungdom som lige nu kæmper. 

Ungerådets formand Amar Dlakic kom for et par uger siden i vælten efter et opsigtsvækkende debatindlæg her i avisen.

Under overskriften ’Ungeindflydelse er samfundets sidste livline’ skød han med skarpt mod de ældre generationer, som han mener overhører og nedprioriterer de unge og rådets arbejde.

Blandt andet fik særligt den kommunalbestyrelse, der i sin tid satte Ungerådet i verden, et par hårde ord med på vejen, hvor ord som gaslighting (løs term for manipulation, red.) og skjult umyndiggørelse blev brugt.

– Vi er ikke et af jeres kort, som I kan hive op, når I gerne vil score billige point i debatten om inklusion af de unge stemmer, lød det i debatindlægget.

Da Tidende møder formanden på Folkemødet fredag, fortæller han, at debatindlægget har virket efter hensigten. Nemlig at få lokalpolitikerne og de ældre generationer i tale. Både de seneste par uger og her på Folkemødet har han formået at vække debat.

– Halvdelen er sure, og den anden halvdel af positive og siger, at kritikken er nødvendig. En del politikere fra kommunalbestyrelsen opmuntrer mig til at fortsætte og endda skrue op for retorikken. For kritikken er nødvendig – særligt også nu, når vi står over for besparelser af Dams Gård, siger formanden.

En overvægt af dem, der ikke lytter

Tidende har sat Amar Dlakic, 17 år, og Frederikke Terp Nielsen, 17 år, der er ansvarlig for området med udsatte unge, trivsel og psykiatri i Ungerådet, i stævne på Folkemødets Ungehøj.

Her på demokratifestivalens andendag har de allerede deltaget i en række debatter, og nyder hvordan deres eget arbejde i Ungerådet kan blive inspireret såvel som udfordret af både lokale og nationale røster.

De fortæller, at de ikke ønsker at skabe hverken ballade eller grave unødige kløfter mellem dem og de ældre generationer.

– Vi har jo ikke lyst til at kritisere, men vi er nødt til at tale med store bogstaver nu. For det bliver simpelthen sværere og sværere for os at sikre vores egen overlevelse, siger Frederikke Terp Nielsen. 

Ungerådet på Bornholm har eksisteret de seneste to år og skal agere som et politisk talerør ind til kommunalbestyrelsen. Her har de 12 unge høringsret i politiske anliggender, der vedrører den bornholmske ungdom. Og det er altså den, de oplever langsomt er ved at svinde.

– De unge har længe været marginaliseret, og der er desværre en for stor overvægt af dem, der ikke lytter. Selv om vi får taletid, får vi ikke handling. Og det er som om, at politikerne er glade for at sige, de taler de unges sag, og gerne vil have os med – vi ser det bare ikke, når handlingsplanerne kommer ud, siger Amar Dlakic.

Stram økonomi

Han har været formand for Bornholms Ungeråd det seneste år, og helt konkret ser han den svindende opbakning i rådets kommunale tilskud. Ved det seneste budgetforlig blev det væsentlig beskåret fra 100.000 til kun 30.000 kroner.

– Vi skrev et 34 sider langt høringssvar – nærmest det længste i kommunens historie. Her pointerede vi alt vores gode arbejde med blandt andet to-voksen-ordning i folkeskolen og madskolerne på Paradisbakkeskolen – alt, hvad vi har kæmpet for. Men vi mødte ingen anerkendelse, og det er bare så demotiverende, siger formanden.

Besparelser giver en masse pseudoarbejde

I stedet måtte man konstatere, at det reducerede tilskud på 30.000 kroner blev en realitet for dette års budget. Her går 20.000 af dem til sekretariatet, hvilket efterlader kun 10.000 kroner til rådets arbejde for et helt år.

– Det betyder jo, at vi har skulle ud og søge en masse fonde, hvilket giver en masse administrativt arbejde. Noget, der ligger langt fra, hvad vi er sat i verden for, som er at hjælpe og forbedre de unges levevilkår. Men vi kommer ligesom aldrig rigtig i gang med vores egentlige arbejde, siger formanden, der bliver bakket op af Frederikke Terp Nielsen.

– Det arbejde vi kunne udføre sidste år kontra i år er meget mere depressivt. Der er ting, vi er tvunget til at tage os af nu, hvor vi førhen havde mere frie tøjler. Nu er vores primære arbejde at kæmpe for vores egen basale overlevelse, siger den unge aktivist. Og de gør det også sværere at engagere de frivillige til at arbejde for ungerådet, fortæller de to aktører.

– Vores gruppefrivillighed er langt fra så harmonisk og dynamisk, som vi har ønsket. Så vi mærker også, hvordan engagementet daler i forhold til, da vi begyndte, siger Amar Dlakic.

BAT er ikke godt nok

Begge understreger de dog, at de ikke er blinde for, at økonomien i Bornholms Regionskommune ikke har kronede dage i disse år. Og de er langt fra de eneste, der oplever store kommunale besparelser.

– Nu skal vi skal heller ikke sidde her og lyde supernaive, for vi ved jo godt, hvordan den økonomiske situation i BRK er lige nu. Men de unge kæmper altså, og det er supervigtigt, at det afspejler sig i lidt anerkendelse og også det tilskud, vi får, siger Amar Dlakic, der peger på, at det ikke kun er økonomien, der skranter.

For også den høringsret, der er skænket ungerådet, lader til at være fine ord, der er fældet ned på et papir, snarere end en realitet. Formanden fortæller, at han især har oplevet det gennem ungerådet arbejde i BATs brugerråd. Et af rådets mærkesager er at få ændret både pris og tider på busserne, så de matcher de unge behov bedre.

– De unge er dem, der kører allermest med bussen. Derfor har vi i BATs brugerråd også arbejdet længe og intensivt på at få gennemført nogle ændringer. Her har vi præsenteret af store mængder data indsamlet fra de unge og ude på skoler, vi har deltaget i et hav af ledermøder, debatarrangementer, og vi har præsenteret mange, synes vi selv, gode ændringsforslag. Men der sker bare intet, siger Amar Dlakic. 

Fungerer i andre kommuner

Samtidig vækker det forundring, når rådet konstaterer, at ungeråd andre steder i landet har langt bedre vilkår end dem selv. Også i de kommuner, der, ligesom BRK, er udfordret på såvel økonomi som sociale forhold.

– For nyligt besøgte vi en kommune i udkanten af København, hvor ungegruppen lignede meget den på Bornholm. Her gik mange af de samme problematikker for eksempel med kriminalitet og sociale forhold igen, og kommunen var også udfordret på økonomien. Men de havde altså tre fuldtidsprojektansatte i deres ungeråd. Ansatte til at arrangere event, lave pr og sociale medier og generelt bare være i rådet ungehus fuldtid for de unge, siger Amar Dlakic, der sammen med Frederikke Terp Nielsen kunne konstatere, hvordan det vakte en smule misundelse at se.

– De havde jo et kæmpe ungdomshus med store fodboldbaner, e-gaming og 3D-printere. Og det er jo ikke fordi, jeg siger, det skal være det samme her. Vi kan bare konstatere, at andre kommuner, selv de økonomisk udfordrede, prioriterer deres unge. Og vi får bare ikke de samme muligheder her, siger Amar Dlakic.

Hvad med Dams Gård?

Og særligt det med et ungdomshus er da også, hvad der i denne tid optager ungerådet ekstra meget. Her har man nemlig indrettet sig i Dams Gård, hvor Bornholms Regionskommune også har storstilede planer om et indrette et kulturhus for særligt de unge.

Men i lyset af regionskommunens nuværende økonomiske situation, overvejer man nu at droppe projektet. Og Ungerådet kan ende med at skulle rykke ud af de lokaler, som de for bare seks måneder indtog.

– Vi har bygget stedet for nul kroner. Det er 100 procent finansieret af vores frivillige hænder og timer, og alt er lokalt doneret, fordi vi jo har mange samarbejdspartnere, der gerne vil os, siger Amar Dlakic, der også har fået et par kommentarer på Folkemødet om netop Dams Gård.

– Jeg har haft flere, også politikere, der kom forbi og sagde, at det var særligt vigtigt at presse på nu, når vi stor over for, at Dams Gård bliver sparet væk. Så vi har også tænkt os at kæmpe videre. Politikerne har selv sat os i verden, nu må de også lytte til os. Vi har ikke bare tænkt os at sidde stille og sige; det er så fint, siger Amar Dlakic.