Nordiske medier: Nato planlægger en større indsats i Østersøen

NOTITS | 9. JAN 2025 • 06:15
Af:
Ritzau
NOTITS
9. JAN 2025 • 06:15

Efter gentagen sabotage på kabler i Østersøen, planlægger Nato nu en større indsats i området.

Nato planlægger en større indsats i Østersøen.

Det skriver både svenske SVT og finske Yle.

Målet er ifølge de to public service-medier at beskytte kritisk infrastruktur som ledninger og kabler på havbunden.

Ifølge Yles kilder vil Nato sende cirka ti skibe til Østersøen, og operationen forventes at begynde i slutningen af ugen og forsætte indtil april.

SVT sætter modsat Yle ikke tal på antallet af skibe, der menes at deltage i indsatsen. Mediet beskriver dog, at både skibe og fly fra medlemslandene skal deltage i beskyttelsen af kablerne.

I Sverige foregår der derfor i øjeblikket ifølge SVT et arbejde med at klargøre, hvilke fartøj landet ville kunne bidrage med til indsatsen.

Til det svenske medie bekræfter den svenske flåde, at forberedelserne er i gang, men vil ikke gå i detaljer om de svenske fartøj, der skal medvirke i Østersøindsatsen.

– Der er et arbejde i gang, hvor vi gør status over, hvilke ressourcer Sverige har, og hvordan vi kan bidrage til den øgede tilgængelighed, men der er i øjeblikket ingen færdige svar, siger Jimmie Adamsson, presseofficer ved den svenske flåde til mediet.

– Det handler om, at vi vedholdende skal kunne have en øget tilstedeværelse til søs.

I den seneste tid har kritisk infrastruktur som el- og gaskabler på Østersøens havbund været udsat for gentagen sabotage.

Så sent som i december blev undersøiske el- og datakabler i Østersøen beskadiget.

I kølvandet på aktiviteten i Østersøen har den finske regering inviteret statsminister Mette Frederiksen til et udvalgt Nato-topmøde i hovedstaden Helsinki sammen med den estiske regering 14. januar.

Det skriver den finske regering i en pressemeddelelse.

– Mødet vil diskutere styrkelse af Natos tilstedeværelse i Østersøen og reaktion på truslen fra den russiske skyggeflåde, lyder det i meddelelsen.

Allerede i slutningen af december skrev Nato-generalsekretær Mark Rutte på det sociale medie X, at Nato-alliancen vil øge sin militære tilstedeværelse i Østersøen.

Dengang fremgik det dog ikke, hvordan alliancen mere konkret vil gøre dette.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Forsvarskommandoen til beretningerne fra de nordiske medier.

FÅ ABONNEMENT