Genrejsning af forsvaret
Venstres formand vendte 1. august tilbage til ministerposten efter seks måneders sygemelding med stress. I den periode passede Troels Lund Poulsen posten som forsvarsminister. På pressemødet tirsdag formiddag blev Jakob Ellemann-Jensen spurgt, om det ikke havde givet mere mening at lave rokaden i forbindelse med hans tilbagevenden til det politiske arbejde. Det mener Peter Juel-Jensen dog ikke umiddelbart.
– Når man har været udfordret på sit helbred, som Ellemann har, så tror jeg, det er meget menneskeligt, at man gerne vil vende tilbage til det, man kender. Så har han kunnet se, at den arbejdsbyrde, der lå foran ham, måske har været lidt større, end han umiddelbart syntes, han havde luft til. Han har udvist rettidig omhu. Så kan man godt sige, at det skulle han måske have set tidligere, men man skal vel stå med benene i det, før man erkender det, siger Peter Juel-Jensen.
I forhold til arbejdsbyrden nævner han genrejsning af det danske forsvar, et nyt forsvarsforlig og alt det, der ligger inden for det europæiske og Nato-samarbejdet på et tidspunkt, hvor der er krig i Europa.
– Jeg er bare glad for, af hensyn til mennesket Jakob Ellemann, at han prøver på at skåne sig selv, selvom det ikke er noget skånejob at være økonomiminister, heller ikke i Danmark.