Minister: Bornholm bliver glemt og overset

Minister: Bornholm bliver glemt og overset
By- og landdistriktminister Morten Dahlin startede mandagens besøg på Bornholm i det tidligere elværk i Rønne, der nu huser Baltic Energy Island. Her sammen med Beof-direktør Claus M. Andersen og Baltic Energy Islands direktør Søren Møller Christensen. Foto: Camilla Glargaard
POLITIK | Mandag 18. december 2023 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Mandag 18. december 2023 • 15:30

Morten Dahlin, ny minister for landdistrikter og byer, fandt det vigtigt at komme til Bornholm på sin turné rundt i landdistrikterne. Initiativer om uddannelse, sundhed og transport bliver dele af det udspil om landdistrikterne, som regeringen er på vej med.

Det er ikke så tit, man hører det. Så nu sætter vi det forrest i bussen.

– Det har været vigtigt for mig også at komme til Bornholm, for jeg synes, at der godt kan være en tendens til, at Bornholm bliver lidt overset og glemt.

Sådan sagde Morten Dahlin (V), minister for landdistrikter og byer, da han mandag besøgte Bornholm. Den nye minister er på rundrejse i landdistrikterne. Ved at tage rundt i landet, fortsætter Morten Dahlin en turné, som hans forgænger Louise Schack Elholm (V) gik i gang med.

Til foråret vil besøgene munde ud i et nyt udspil, som regeringen har på vej om landdistrikterne. Dele af udspillet vil handle om uddannelse, sundhed og transport, men Morten Dahlin vil endnu ikke ud i for mange detaljer.

– Pointen er, at jeg endnu ikke ved, hvad der præcist skal ligge i udspillet. Det er derfor, jeg tager rundt i landdistrikterne, blandt andet for også at høre borgernes mening, siger han.

– Men jeg kan sige så meget, at der vil være initiativer om for eksempel transport, sundhed og uddannelse. Mit fokus er meget på at sikre uddannelse og sundhed til de steder, hvor der er lidt færre kunder i butikken. Men det er også vigtigt for mig ikke at lægge mig for fast, før jeg har været ude at få input fra danskerne, siger Morten Dahlin.

– Jeg vil meget gerne være med til at se på, hvordan de nødvendige ressourcer kan komme til rådighed for Bornholm. For eksempel med en god uddannelsessektor, der kan give de unge en ordentlig uddannelse.

– Det er også derfor, vi har lavet en finanslov, der tilfører flere penge til gymnasierne i landdistrikterne. Med reformen håber jeg også, at vi kan tilføre flere erhvervsinitiativer til udkantskommunerne, siger Morten Dahlin.

Mere frihed til kommunerne ser også ud til at blive en del af regeringens udspil om landdistrikterne.

– Jeg synes, at der er for mange regler, der er kommet til verden på Christiansborg, der ikke giver god mening ude i landet. Det vil jeg gerne være med til at løsne op for, siger Morten Dahlin.

– Vi har for eksempel en meget stram planlov, der begrænser mange ting. Jeg oplever meget skabertrang og virkelyst i landdistrikterne, og det er heller ikke, fordi der mangler lokal opbakning. Der er tit bare noget lovstof, der står i vejen. Så hvis vi kan løsne nogle af de snærende bånd, vil vi være kommet et stykke vej, siger Morten Dahlin.

Glem en ny udligning

Den stadig mere slunkne kommunekasse har i de seneste dage fået flere på Bornholm til at mene, at Bornholm må slå i bordet og forlange en reform af kommunernes indbyrdes udligning, der vil være til bedre gavn på Bornholm.

Foreholdt det krav, peger Morten Dahlin først på, at en eventuel reform af udligningen ikke sorterer under ham, men under indenrigsminister Sophie Løhde (V).

Morten Dahlin lader dog også forstå, at man nok skal være varsom med at vente sig endnu en reform af kommunernes hyper-indviklede udvikling kun godt og vel tre år efter, at udligningen blev reformeret i 2020. Dengang skete det efter svære forhandlinger, der strakte sig over flere år.

– Det er jo ikke ret mange år siden, der sidst kom en udligningsreform, siger Morten Dahlin.

Ministeren var i 12 år frem til 2022 selv medlem af byrådet i Greve. Derfor har han prøvet kræfter med noget andet, der presser kommunerne (og ikke bare Bornholm) endnu mere end udligningen: At alle pengene nærmest aldrig følger med, når Folketinget vedtager initiativer, som kommunerne skal gøre til virkelighed.

– Det er en meget væsentlig betragtning, at man skal have blik for, at midlerne også skal være der til det, når vi på Christiansborg laver ny lovgivning, der giver kommunerne nye opgaver, siger Morten Dahlin.

– Her synes jeg, at vores udspil om folkeskolerne trækker i den anden retning, når kommunerne får mere frihed til selv at vælge, hvor store klasserne skal være. Og hvad man vil bruge tiden til, hvis man indfører kortere skoledage.

Men at give kommunerne mere frihed tilfører jo ikke kommunerne flere penge?

– Ja og nej. For når kommunerne får lov til at bestemme mere selv, får de også mere indflydelse på, hvad pengene går til.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT