Tre klare mål for folkeskolen: Trivsel i højsædet de næste tre år

Tre klare mål for folkeskolen: Trivsel i højsædet de næste tre år
Elever skal have det godt, når de går i den bornholmske folkeskole. De skal også blive stærke læsere og få gode karakterer. Det er de overordnede mål for en ny strategi for folkeskolen. Arkivfoto
FAMILIE | Mandag 12. juni 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
FAMILIE | Mandag 12. juni 2023 • 05:30

En ny strategi for den bornholmske folkeskole sætter mål for trivsel, læsning og karakterer.

Hver dag åbner den bornholmske folkeskole døren for mere end 2.500 elever og knap 550 medarbejdere. Målet er, at de alle skal blive klogere og udvikle sig fagligt, personligt og socialt. For at sikre det har kommunalbestyrelsen godkendt en ny strategi med tre overordnede mål for folkeskolens arbejde de næste tre år. Strategien lægger vægt på elevernes trivsel og faglige kunnen. Formålet er at give eleverne de bedste forudsætninger for et godt liv både i og efter skoletiden. Det fremgår af en pressemeddelelse.

For alle seks folkeskoler er målet, at trivslen blandt eleverne skal ligge på landsgennemsnittet, at 80 procent af eleverne skal være gode læsere, samt at karaktergennemsnittet efter afgangseksamen skal ligge på landsgennemsnittet, og alle skoler skal præstere på niveau eller bedre end forventet målt ud fra socialøkonomisk reference.

Med det afsæt skal skolerne blandt andet have særligt fokus på skolen som tryg base og fællesskaber i skolen. Læring, trivsel og sundhed, nysgerrighed, indflydelse og udsyn, grøn dannelse, indsigt og udsyn samt uddannelse og arbejde efter skolen skal også være indsatsområder, der gør skoler i stand til at opfylde de overordnede målsætninger, fremgår det.

– Med den nye strategi kan vi fortsætte det gode arbejde med at udvikle skoler, der danner ramme om stærke fællesskaber for både børn og voksne. Den lokale folkeskole skal fortsat være et godt sted at være og et godt sted at lære, siger forperson Morten Riis (EL) fra børne- og skoleudvalget.

Mere attraktiv folkeskole

For både elever om medarbejdere i folkeskolen indeholder strategien en vision. Børn og unge skal være del af et meningsfuldt læringsfællesskab, hvor de møder mange veje til læring og dannelse og får mulighed for at udvikle sig til livsduelige voksne. Og alle voksne skal være del af et professionelt læringsfællesskab og stå på tæer for at indrette skolehverdagen, så den til enhver tid fremmer børns læring og trivsel.

For at nå derhen skal børn, lærere, pædagoger, ledere og administration være med i stærke fællesskaber og hjælpe hinanden på tværs af matrikler, lære af hinanden, invitere hinanden ind samt inddrage viden og forskning, fremgår det.

I pressemeddelelsen giver formand Bibi Arvidsen fra Skolelederforeningen på Bornholm, formand Signe Ballegaard Schmidt fra Bornholms Lærerforening og formand Henrik Kofoed Hansen fra for BUPL Bornholm udtryk for, at man med fælles retning, samarbejde og dialog kan lykkes med at skabe en endnu mere attraktiv folkeskole med høj trivsel og læring for alle børn og unge.

Skolechef glæder sig

Regionskommunens skolechef er central for effektueringen af strategien, der er tænkt som et fælles styringsredskab for kommunens politikere, administration, ledere og medarbejdere. Det daglige ansvar for strategien ligger i børne- og skoleudvalget i samarbejde med kommunalbestyrelsen og Center for Skole, mens de enkelte skolers udviklingsplaner forankres hos skolechefen.

Skolechefen aftaler med den enkelte skole, hvilke indsatsområder den ønsker at arbejde særligt indgående med og følger op på arbejdet i skoleudviklingssamtaler.

– Jeg ser meget frem til at være en aktiv del af det videre arbejde med strategien og i opbygningen af endnu stærkere fællesskaber på den enkelte folkeskole – og på tværs af folkeskoler – sammen med de mange parter, der er omkring vores fælles folkeskole, siger skolechef Jesper Stjernfeldt Petri i pressemeddelelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT