Meningsmåling: De ligner valgets vindere

Meningsmåling: De ligner valgets vindere
Lea Wermelin ligner et stensikkert bud på et bornholmsk folketingsmedlem også efter valget. Arkivfoto: Jacob Jepsen
TOPNYHED | POLITIK | Fredag 28. oktober 2022 • 18:30
Holger Larsen
Journalist
TOPNYHED | POLITIK | Fredag 28. oktober 2022 • 18:30

Den sidste meningsmåling før valget viser tilbagegang for Socialdemokratiet og Venstre på Bornholm – men alle andre partier er langt efter.

 

Både Socialdemokratiet og Venstre går tilbage på Bornholm i en ny meningsmåling, når man sammenligner med en lignende måling for tre uger siden. Men alligevel ser mandaterne ud til at være meget sikre for både miljøminister Lea Wermelin (S) og Peter Juel-Jensen (V).

Der er ganske enkelt ingen andre partier, som er i nærheden af den størrelse, som Bornholms traditionelt to største partier har – altså når det gælder tilslutningen ved folketingsvalg.

Meningsmålingen er foretaget af Jysk Analyse for TV 2/Bornholm. Den bygger på et repræsentativt udsnit på 1.048 stemmeberettigede borgere i Bornholms Regionskommune, der i dagene 24.-27. oktober er blevet spurgt, hvem man vil stemme på til det kommende folketingsvalg den 1. november.

Der er i meningsmålingen en statistisk usikkerhed på +/-tre procent.


Peter Juel-Jensen ligger lunt i svinget til et genvalg. Foto: Jacob Jepsen

 

Socialdemokratiet får ifølge den nye meningsmåling 32 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på over fire procent i forhold til målingen for tre uger siden.

Venstre står til 19,4 procent – et minus på godt en procent i forhold til forrige måling.

 

 

SF er nu tredjestørst

Der er langt ned til tredjepladsen og en potentiel trussel mod Peter Juel-Jensens mandat. Her har SF nu listet sig frem og står efter en flot fremgang nu til 7,7 procent af stemmerne.

SF har på Bornholm således overhalet flere andre partier.

Enhedslisten fortsætter en nedadgående tendens i de bornholmske meningsmålinger til folketingsvalget og står til 7,3 procent.

Moderaterne stormer frem i resten af landet. Det gør de i lidt mere moderat tempo på Bornholm, hvor de tredobler stemmetallet i forhold til forrige meningsmåling og nu står til 6,2 procent.

Danmarksdemokraterne går lidt tilbage til 6,0 procent af stemmerne, Liberal Alliance har en fin fremgang til 4,9 procent, mens de konservative fortsætter tilbagegangen – nu til 3,8 procent.

Dansk Folkeparti taber terræn og står til 3,6 procent, Nye Borgerlige går frem til 2,9 procent, Kristendemokraterne går tilbage til 2,3 procent, Alternativet går frem til 2,2 procent, mens der er ny tilbagegang til de radikale, som står til 1,2 procent af de bornholmske stemmer.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT