René Danielsson (DF) mente, at det pludselige flertal bag at redde madskolen måtte ses i lyset af, at kommunalbestyrelsen senere skal afgøre, om der skal ledes efter et areal til en erhvervspark ved Energiø Bornholms landanlæg – en sag, hvor Søren Schow og Heidi Burgedahls stemmer er afgørende for udfaldet.
– Jeg vil godt sige tillykke til Søren og Heidi for at få det yderste ud af deres politiske kapital. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at der ikke også er et punkt på dagsordenen senere, hvor Søren og Heidi betaler tilbage, sagde René Danielsson.
– Der er bare også nogle mennesker, der ikke er så stærke til at tale deres sag som de gode folk i Nexø, sagde han.
– Jeg har det frygteligt stramt med, at den borgmester, der ikke kan sidde her i dag, skal se sit svendestykke smadret synder og sammen. Over for vores sygemeldte borgmester er det her klart den største svinestreg.
– Hvis man kan vise os noget på skrift, hvor Jacob har sagt "Fint, gør det for at redde energi-erhvervsparken". Hvis man kan vise os sådan et stykke papir, kan vi godt stemme for (at redde madskolen). Men kan man ikke det, så fastholder vi vores støtte til det budget, der ligger, sagde René Danielsson.
EL: Andre besparelser værre
Enhedslisten fandt andre besparelser i budgettet værre og sværere at tage end madskolen.
– Vi tog 2,3 millioner på specialskolerne. Vi er også bekymret for de 2,9 millioner kroner på fokustid i ældreplejen. Det er den tid, som personalet bruger på at kunne sparre med hinanden. Det er også nogle borgere, som vi ikke har hørt så meget fra, sagde Sanne Friborg (EL).
– For os i Enhedslisten gjorde de to andre ting mere ondt, sagde hun.
– Det er dybt, dybt frustrerende at sidde i den her sal i dag, efter at vi har siddet og knoklet med at få budgettet til at gå op. Jeg er helt enig med Sanne, og når man læser høringssvarene om fokustiden, er de bange for, at folk siger op. Nu kan de så se, at vi lige finder en million til madskolen, sagde Laura Kofod (EL).