Lea Wermelin: Jeg er klar til en snak hjemme i stuen

Lea Wermelin: Jeg er klar til en snak hjemme i stuen
Valgkampen er i gang, og Lea Wermelin er sammen med en håndfuld partikammerater på gaden ved Snellemarkcentret onsdag eftermiddag. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | RØNNE | ABONNENT | 5. OKT 2022 • 18:15
NYHED | RØNNE | ABONNENT
5. OKT 2022 • 18:15

Allerede onsdag eftermiddag kastede det socialdemokratiske folketingsmedlem og minister Lea Wermelin (S) sig ud i valgkampen for at møde borgerne i Rønne.


Nu-nu-nu! Valget kommer! Det er NU!

Ja, det er blevet sagt en del gange på det seneste, men nu er det altså nu, for ved et pressemøde onsdag klokken 13 på Marienborg, annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) omsider, at folketingsvalget er en realitet og skal finde sted den 1. november.

Tre timer senere var statsministerens partikammerat og miljøminister Lea Wermelin i fuld gang med valgkampen ved Snellemarkcentret i Rønne, hvor hun stod med en flok fra den lokale partiafdeling og var klar til at tage en snak med interesserede borgere.

Hvad de spørger hende om, behøver vi ikke blande os i lige nu-nu-nu, men spørger i stedet politikeren om, hvordan hun oplevede valgudskrivelsen. 

Blev du overrasket i dag?

– Jeg tror ikke, jeg blev så overrasket, men det ved jeg heller ikke, om så mange andre blev, for jeg synes faktisk, at statsministeren havde været så klar, som hun nu kunne være uden at udskrive valget, på, at det nok var på vej.

Havde du ikke fået et lille underhåndspraj på forhånd?

– ... (fire sekunders pause) ... Altså, det kom ikke bag på os, at valget kom i dag, siger Lea Wermelin så.

– Men det er selvfølgelig suverænt statsministeren, der udskriver det, og jeg synes også, det fungerer godt på den måde, men som man kan se, er vi jo til gengæld rigtig klar til valgkamp, og det har jeg set frem til. Nu kommer vi til at bruge den næste lille måned på at være ude og snakke med bornholmerne.

– Det er jo også et særligt tidspunkt, valget er blevet udskrevet på, for vi står midt i nogle problemer, som mange oplever i deres hverdag i forhold til økonomi, priser og så videre, og det forventer jeg kommer til at fylde meget, når jeg i de næste uger taler med bornholmerne.

Lea Wermelin i samtale med en vælger. Foto: Torben Østergaard Møller


Hjem i stuen

Hvor mange arrangementer har du i kalenderen de næste godt tre uger?

– Vi har ikke nået at få alle de invitationer, der tikker ind, plottet ind i kalenderen, og vi har jo også ventet på, at datoen skulle komme på plads. Men jeg vil gerne selv føre en aktiv valgkamp, og nu bliver der tid til at komme omkring og tale med en masse mennesker, og der bliver tid til nogle af de samtaler, som man ikke når på sociale medier. Det er noget af det, jeg synes er fordelen ved sådan en valgkamp – at vi ud over debatten på dem kan tage snakken direkte med hinanden.

– Så min opfordring skal være, at hvis der sidder nogen derude, som også kunne have lyst til at invitere hjem i stuen, hvor man måske bare sidder fire-fem stykker og har lyst til en lidt længere snak, så er jeg meget frisk på det.

Regner du med at være ude og møde folk hver dag på Bornholm i de kommende uger?

– Yes!

Har du meddelt familien, mand og børn, at "I ser mor den 2. november"?

– Haha ja, noget i den stil. Jeg satser nu på at se min familie lidt alligevel. Min yngste søn har fødselsdag på søndag, og jeg tror, det bliver meget upopulært, hvis jeg ikke er med til at fejre den. Men de har før prøvet, at der er valgkamp, og man kan godt få det til at hænge sammen, så mon ikke vi klarer den. Og jeg regner da også med, at de skal med ud og hænge lidt i lygtepælene på lørdag, når vi må sætte valgplakaterne op.

Kan du blive lidt forpustet ved tanken om, hvad der venter de næste tre uger?

– Jeg har jo heldigvis prøvet valgkamp før, så jeg ved, at man skal huske at få sin nattesøvn og spise på de rigtige tidspunkter. Men der er også ofte en god stemning forbundet med valgkamp, og det håber jeg, vi kan holde fast i.

– Der er til tider en lidt hård tone på Christiansborg, men jeg synes, vi har tradition for gode valgkampe på Bornholm, og det håber jeg, vi kan holde fast i, så vi kan få nogle gode debatter, hvor uenighederne er tydelige, men hvor vi til gengæld også kan finde ud at have en hyggelig valgkamp med hinanden.

Top 3

Og fokuspunkterne bliver?

– Økonomi og inflation bliver, tror jeg, det allervigtigste. Og med den tid, vi står i, synes jeg også, det er vigtigt at få os godt igennem krisen, men ikke mindst sammen igennem krisen. Altså, at vi gør det på en solidarisk måde. Det er noget, der er vigtigt for Socialdemokratiet. Og så er det vigtigt – også for Bornholm – at vi investerer i vores velfærdssamfund, så pengene følger med, når der bliver flere ældre og flere børn. Og så er der selvfølgelig den grønne omstilling, som er vigtig.

Jeg har lige talt med en række bornholmere om, hvad de mener, er det vigtigste det nye folketing kan gøre for Bornholm, hvad mener du?

– De nationale dagsordener påvirker også Bornholm, og jeg synes, at en af de store uløste opgaver, der er, og som har kæmpestor påvirkning på os her på øen, er, hvordan vi får velfærdssamfundet til at hænge sammen i alle dele af Danmark – altså også her hos os. Det vil være noget af det, som er vigtigt for mig.

Flere af de borgere, jeg har talt med, nævner transport og ikke mindst fragtransporten set i lyset af energiøen og de ting, der følger med den, og som kan give flaskehalse?

– Ja, færgetransporten skal altid være i top 3 på Bornholm over ting, som er vigtige, og som vi diskuterer, og det forventer jeg også selv. Jeg synes, vi står et helt andet sted i dag, end da jeg stillede op første gang i 2015, hvor vi ikke havde et færgeforlig på plads. Nu har vi fået nye færger og billigere billetter, men med den succes er det også klart, at der er fulgt mange flere passagerer og mere gods med, og det er indlysende, at den problemstilling med fragten skal vi have løst. Det vil blive en stor opgave for os efter valget, siger Lea Wermelin.



DAGENS ELUDSIGT BORNHOLM
DET FRIE VALG / 09-12-2023 / ELPRIS+SPOTTILLÆG / AFGIFTER / NETTARIF

Lørdag eftermiddag - søndag morgen: Kulden har sluppet sit tag, og søndag morgen er der rigtig gode elpriser til dem, der kan flytte deres forbrug. Mellem 00 og 05 svinger priserne mellem 1,67 og 1,59 kr./kWh alt inkl.  Opdateret 13.10 Næste opdatering 00.14.

Bornholms energi og forsyning