Jeppe Kofod: Jeg er stolt af, at Bornholm står et andet sted

Som barn drømte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om at blive landmand, men i stedet fik han øjnene op for udlandet. Men den politiske karriere begyndte allerede på Svaneke Skole, da han som elevrådsformand kæmpede mod skolelukninger i Nexø Kommune. I denne uge var han på øen for at vise sin polske kollega sin barndoms Bornholm.

Jeppe Kofod voksede op i Svaneke, hvor han som mange andre politikere startede sin karriere som elevrådsformand. Og det var også i Svaneke, at han som 16-årig så sin første store politiske tale, da Svend Auken var inviteret til at tale ved specialarbejderforbundets sommermøde på Bornholm lige udenfor Svaneke.

– Svend Auken var jo en meget, meget stor og høj mand og en meget karismatisk person. Jeg husker stadigvæk, hvordan han bjergtog forsamlingen, og dér tænkte jeg: ”der er en mand, der gerne vil forandre samfundet,” fortæller udenrigsministeren, da Tidende fra morgenstunden møder ham på Hotel Griffen, hvor han bor under sit besøg. Hans tætpakkede program rummer blandt andet at mødes med sin polske kollega og vise noget af sin fødeø frem. For ifølge den bornholmske udenrigsminister er udenrigspolitik også personlige forhold.

– Selvom man politisk kan stå forskellige steder, så er det vigtigt med det personlige og der håber jeg også, at han rejser hjem i dag og tænker – ”det her glemmer jeg ikke”. At det er et af de besøg, som han vil huske. Og det er jeg helt sikker på, smiler han selvsikkert.

– Det, som jeg ønsker at få ud af det, er selvfølgelig også et endnu tættere og bedre samarbejde med Polen, som jo i forhold til Ukraine har stået allerforrest - 6 millioner flygtninge har de taget imod. De leverer en kæmpe hjælp til Ukraine, og hvis Polen ikke er sikkert, så er Danmark ikke sikkert. Og hvis Danmark ikke er sikkert, er Polen ikke sikkert. For vi er naboer. Der er 95 km fra Dueodde til den polske kyst. Så det gælder om at styrke naboskabet. Den polske udenrigsminister har ikke været på Bornholm før, og det er også klart, at det giver en særlig stemning ved også at vise noget af det, jeg også selv sætter enormt pris på, forklarer Jeppe Kofod, før han vender tilbage til Svend Auken, der også var med til at få ham endnu mere på sporet af hans eget politiske ståsted.

– Han talte om social indignation, om vigtigheden af, at et samfund også skal dømmes på, hvordan man behandler dem, der har det sværest.

Svend Aukens ord

Selv havde Jeppe Kofod allerede som dreng set flere i sin omgangskreds få det ganske vanskeligt som følge af fiskeriets kollaps i 1980erne.

– Jeg tror, alle har set filmen ”Bornholms stemme”. Det er sådan et miljø, jeg også voksede op i, hvor der var mange, der fik store udfordringer økonomisk. Fra at folk havde enorme indtjeninger, sommerhuse og to biler, skulle de nu snøre bæltet ind.

Og da der ikke længere var job at få i fiskeriet og på fiskefabrikken, og arbejdsløsheden steg, skabte det nogle andre udfordringer. Det kunne han godt mærke.

Derfor skabte Svend Aukens ord også særlig god mening for den bornholmske teenager, som allerede dengang havde interesseret sig for politik i flere år.

– Hele den sociale indignation, jeg oplevede, fyldte også meget der. Specielt det med, at alle folk skal have en chance for at få en uddannelse eller få et arbejde og få et godt liv. Før havde jeg været i tvivl om, hvilket parti der passede mig bedst. Men der syntes jeg klart, Socialdemokratiet var dem, der gik mest op i beskæftigelse – og det kunne jeg også høre på Svend Aukens tale. Han talte også om vigtigheden i at have et arbejde med ordentlige arbejdsforhold, og at man skulle bekæmpe arbejdsløshed. Det betød meget.

Kæmpede mod skolelukninger

Jeppe Kofod er faktisk den anden minister i historien, der kommer fra Svaneke. For Johan Nicolai Madvig, der i dag har fået både en vej og pub opkaldt efter sig i byen, blev allerede i 1849 Danmarks første kultusminister, der dækkede både kirke, kultur og skole under sit ministerområde. Og skolen var også Jeppe Kofods egen vej ind i det politiske.

– Jeg boede i Svaneke hele mine barndom, indtil jeg også boede nogle år i Rønne, mens jeg gik i gymnasiet. Men i Svaneke boede både mine forældre og flere fra min familie. Mine forældre var begge lærere på andre af øens skoler, så jeg voksede op i et skolelærermiljø, men jeg startede min egen uddannelse i Svaneke Skole, som dengang var så stor, at vi havde parallelklasser, så der var endnu flere børn i byen dengang.

– Min interesse for politik blev også vakt her, da jeg kom i elevrådet på Svaneke Skole, og vi lavede også et fælles elevråd for Nexø kommune, som det hed dengang, hvor jeg blev leder af det. Vi lavede fælles skoleblad for alle elevråd i hele kommunen. Og vi organiserede for eksempel kæmpe protester mod lukning af skoler, som den daværende kommunalbestyrelse foretog. De holdt faktisk møder på det gamle rådhus i Svaneke, hvor vi så var inde i salen og vise vores utilfredshed ved at sætte os ned og lave demonstrationer nede på gaden, siger han og tilføjer tørt.

– Det virkede så ikke. De lukkede alligevel skolerne, men vi gjorde et forsøg.

Ville være landmand

Selvom han på den måde tidligt led sit første politiske nederlag, husker han sin barndom som tryg. Dengang han var dreng, var Svaneke Skole endnu ikke i fare for at blive lukket som kommuneskole, og byen havde masser af muligheder for de sportsglade.

– Svaneke var også privilegeret i at have idræts- og sportshal, så man kunne spille både håndbold, badminton, tennis og fodbold. Jeg var også håndboldtræner på et tidspunkt.

Men den bornholmske natur fyldte også meget i barndommens leg.

– Det var meget tæt på naturen også. Mine forældre gav mig ret frie rammer, for det var et trygt miljø, hvor man udover at tage over til sine venner også kunne tage ud i skoven eller tage ud at fiske, bade eller løbe rundt i klippehulerne ved Hammerslet i Nordskoven mod Listed. På den måde var det meget frit, siger udenrigsministeren, der som dreng ikke kun brugte tiden til leg. For han har altid godt kunnet lide at tage fat og startede sin egen erhvervskarriere som bud for den lokale havnekiosk, som betroede ham hvervet at udbringe aviser og småfornødenheder til folk rundt omkring i byen.

Her til morgen er det dog ham, der får bragt en af morgenens fornødenheder – morgenmad fra buffeten, som en af hans pressemedarbejdere har hentet til ham, så han kan spise, mens han bliver interviewet og dermed holde tidsplanen for det tætte program, der er lagt for hans besøg på øen.

– Der var én bestemt dame, hun gav altid gode drikkepenge, når man kom med varer, kan jeg huske, fortæller Jeppe Kofod, der altså tidligt lærte, at diplomatisk høflighed betaler sig. Men han var heller ikke gammel, da han sammen med en ven tjente nogle af sine første penge på Svaneke Torv.

– Jeg var faktisk god til at tjene penge som dreng. Som helt lille fandt jeg sammen med en ven ud af, at vi kunne sælge æbleskiver på torvedagene, som jo også eksisterede dengang. Så stod vi små drenge og stegte dem på et gasblus og solgte dem til folk. Det kunne man godt gøre dengang, smiler han og tilføjer, inden han tager hul på morgenmaden foran ham:

– Så når jeg kommer på Svaneke Torv, ser jeg altid, om der er nogen, der stadig sælger æbleskiver.

Hvad drømte du om som helt ung?

– Jeg var ret misundelig på de folk i min klasse, som kom fra landet og som havde store gårde, marker, dyr, husdyr og traktorer, de kørte rundt på. I en periode drømte jeg om at blive landmand eller måske endda få et gods, hvis man kunne det. Og jeg var også selv i praktik på en gård i 9. klasse, hvor man var ude en uge. Det var ude i Aarsdale, hvor jeg prøvede at arbejde i landbruget der og klippe haler af grise og smågrise.

Jeg syntes, det var spændende, at man var tæt på dyr, og at man ser, at det man gør også har en umiddelbar effekt. Det, syntes jeg, var ret spændende og fascinerende.

Blev ”miljøminister”

Interessen for politik overtrumfede dog hans landmandsdrømme, og Svaneke-socialdemokraten blev også hurtigt optaget af globale spørgsmål.

– Jeg gik i 9. klasse, da Berlinmuren faldt i november 1989, og i 1991, da Sovjetunionen brød sammen, da var jeg lige startet i gymnasiet, så jeg så meget op til nogle af de østeuropæiske dissidenter og demokratibevægelser. Men specielt så jeg op til Tjekkiets senere præsident Václav Havel, som også var en af de folk, der stod op og talte for demokrati. Senere så jeg selvfølgelig også op til Nelson Mandela, der kæmpede mod diskrimination og uretfærdighed.

Jeppe Kofod blev mere og mere aktiv i både elevrådsarbejde og politik, da han gik i gymnasiet fra 1991 -1994, og allerede i 1992 blev han formand for socialdemokratisk ungdom på Bornholm, ligesom han var aktiv på landsplan og fik sin første ”ministererfaring”, da han var med til den første østersølejr på Ålandsøerne for gymnasieelever fra Østersøen med deltagere fra alt fra Gotland til Estland. Her mødte han også for første gang nogle af de mennesker, der var på grænsen til at få deres frihed.

– Vi lavede et rollespil som en regering fra Østersøen. Jeg var miljøminister, min estiske kollega var forsvarsminister. Og de havde jo stadigvæk Den Røde Hær, der stod i de tre baltiske lande. Så selvom de på papiret havde fået deres frihed, var de ikke særlig frie, men ønskede bare den samme frihed, som vi havde på Bornholm.

Det gav ham lysten til at kæmpe for friheden for alle europæiske lande, forklarer Jeppe Kofod, som husker, hvordan det føltes som en meget historisk tid, da den kolde krig var slut.

– Jeg kan huske, at den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den tyske udenrigsminister var bannerførere i ønsket om at få de baltiske lande og Polen med i Vesteuropa og sikre deres demokrati. Så det var noget af det, der gjorde mig aktiv.

Kom på Kennedys universitet

Jeppe Kofod var dog også interesseret i, hvad der skete mod vest. Og som studerende rejste han til USA for at læse sin masteruddannelse på selveste Harvard.

– For det første har jeg altid været fascineret af USA og rejst der en del også, før jeg flyttede derover og læste. Men man så alt det bedste i verden og alt det værste i verden samlet i ét land. Det var en kontrast. Der var to elementer i det, siger han og fortæller, hvordan han både så samfundet fra en brutal side med folk, der ligger på gaden uden sundhedsforsikring, og som derfor ikke kunne blive behandlet på sygehuset, selvom de tydeligvis havde brug for det. Men samtidig så han også en nysgerrighed og en ”enorm entreprenørskaberånd”, som tiltalte ham.

– Bill Clinton sagde engang til sin afløser Georg Bush, da han overtog præsidentposten, at hans vigtigste råd til Bush var: Keep America young. Det vil sige at bevare en nysgerrig, hele tiden sørge for at udvikle sig, at lære og blive klogere. Og den skabertrang, nysgerrighed og videnstrang, synes jeg, var meget fascinerende.

Det oplevede han mere konkret på Harvard, hvor han fra begyndelsen blev gjort bekendt med de tårnhøje forventninger, der var til ham og hans medstuderende.

– Når man kommer sådan et sted, hvor Kennedy også gik, så får man at vide, at det ikke er nogen tilfældighed, at man er optaget, og at der er store forventninger til en. Men man får samtidig også at vide, at man ikke er der for ens egen skyld, man er der, fordi man skal gøre en forskel i verden – i Kennedys ånd. Dem, der er her og har fået lov til at få den uddannelse, de har et særligt ansvar, og det, tror jeg, er noget, der også er vigtigt at lære, siger han og uddyber:

– Der er nogen, der sidder på magten både i erhvervslivet og i politik og andre steder, som har magten, og man må forvente, at de bruger den magt, de har fået tildelt eller har fået kæmpet sig til – til at gøre den forskel for en bedre verden.

– Det så jeg meget klart i USA - det drive i amerikansk politik. Selvom man hører mange andre ting i dag om demokratiske udfordringer. Men så var det helt klart den del, som var meget fascinerende. Og hvis man kigger på vellykkede amerikanske præsidentvalgkampe, så er det altid med håb om forandring, med ønske om bedre liv, med ønske om at skabe et bedre USA, en bedre verden. Alle de slogans, som man kan huske - og det gælder næsten alle republikanere, ikke så meget Trump, men andre – enten var det Morning in America eller også var det Hope som Obama eller ’It’s a New Dawn’.

– Den optimisme, der gik igen trods forskellige politiske ståsteder, synes jeg var fascinerende. Også i et samfund, hvor vi nogle gange kunne gå lidt i stå. Der, synes jeg, det var spændende, siger politikeren, der ikke blev tynget af forventningerne dengang.

– Jeg følte det i virkeligheden som et udtryk for respekt, at man kræver noget af sine medmennesker. Så nej, jeg oplevede det som respekt at få at vide, at vi faktisk har en magt til at gøre en forskel, hvis man tager sine positioner alvorligt. Det synes jeg var vigtigt.

Blå bog

Jeppe Sebastian Kofod

Født 14. marts 1974 i København, men opvokset i Svaneke. Han har taget en master i Public Administration på Harvard University, mens han tog sin bachelorgrad på RUC. Fra 1998-2014 var han Folketingsmedlem for Socialdemokratiet fra Bornholm, og han var blandt andet også Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn 2011-2013, inden han senere i stedet blev partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet. Medlem af Europa-Parlamentet 2014-2019, vicepræsident S&D-gruppen 2016-2019. Udenrigsminister fra 27. juni 2019. Han har haft en lang række bestyrelsesposter og tillidshverv, herunder også medlem af bestyrelsen for Bornholms Musikhus fra 2009. Formand for bestyrelsen for Campus Bornholm 2010-2018.

Værdibaseret udenrigspolitik

Hjemme i Danmark indfriede han de første forventninger ved at blive valgt ind i folketinget, og han var partiets udenrigsordfører fra 2000-2013. Et fejltrin til en DSU-fest sendte som bekendt det bornholmske stortalent bagerst i folketingsgruppen under Helle Thorning-Schmidts ledelse. Siden blev han først indvalgt til Europa-Parlamentet som Socialdemokraternes spidskandidat efter Poul Nyrup Rasmussen, inden Mette Frederiksen gjorde ham til Bornholms første udenrigsminister.

– Det er et drømmejob på mange måder. Helt klart, smiler han.

– Jeg har jo altid været interesseret i omverdenen, og hvordan den virker på vores eget samfund, vores eget land og Bornholm. Så for mig er det en stor ære.

– Men også igen med den der ånd, som jeg også har taget med mig fra min uddannelse og mit møde med mennesker om, at der er jo kun én udenrigsminister i Danmark, og det betyder, at man har et særligt ansvar for at bruge det til at skabe reel forandring. Da jeg kom til, ville jeg også gerne have en mere værdibaseret udenrigspolitik for at støtte strukturelle forandringer i verden til det bedre, hvad enten det handler om klima eller kønskamp, siger han og tilføjer alvorligt:

– Og jeg synes det, der skete den 24. februar med Ruslands invasion af Ukraine, er en brutal påmindelse om, at man ikke kan tage de demokratiske værdier for givet. Heller ikke engang i vores del af verden, siger han.

Derfor er vi nødt til at kæmpe for dem – hver dag, mener han.

– Hvis vi ikke gør det - også når vi synes det går godt - så mister vi dem. Det er lidt ligesom med mennesker, hvis man ikke sætter pris på og kæmper for de forhold, så vil de langsomt blive mindre vigtige.

– Så som udenrigsminister handler det både om at vide, at man kan skabe forandring, men også at vide, at man ikke må tage noget for givet i den verden, vi lever i. Det gælder vores fred og sikkerhed og vores demokratiske værdier. Det har altid været en drivkraft for mig, siger Jeppe Kofod, der ikke er i tvivl om, at hans vigtigste udenrigspolitiske opgave lige nu er at få stoppet Putins invasion af Ukraine.

– Men også alt det, han står for. Hans neoimperialisme om at lave om på grænserne med magt for at genskabe 1900-tallets russiske imperium - det skal stoppes. Der skal være respekt omkring landegrænser og landes frihed i Europa. Det er det vigtigste.

”Putin skal stoppes”

For nyligt oplevede Jeppe Kofod en af sin karrieres højdepunkter, da han modtog fortjenstmedaljen af 1. grad af den ukrainske præsident Vlodomyr Zelensky som en særlig anerkendelse fra den ukrainske præsident.

– Det var ret bevægende på mange måder, også fordi jeg er ikke vant til at modtage ordener, smiler han.

– Men her var det uventet – det var ikke noget, der var annonceret, at han ville gøre på forhånd. Så i slutningen af vores møde, hvor han siger, at han lige har noget vigtigt. Han skal overrække en orden og alt det ceremonielle. Jeg synes, det var bevægende.

Også fordi jeg har arbejdet sammen med Ukraine flere år før krigen. Og den anerkendelse, som han og ukrainerne viser, betyder noget. Det gør jo også, at jeg ved, at jeg har gjort en forskel for dem. Og de udtrykker det blandt andet ved det her. Det, synes jeg, var ret fint.

Tror du det kan være farligt for Bornholm at vælge side i sådan en krig her?

– Nej, svarer han hurtigt.

– Det kan være farligt, hvis man viser ligegyldighed og ikke tager klart stilling. For hvis vi ikke får stoppet Rusland i Ukraine, får stoppet Putin, så er vi alle sammen i fare. Så alle os, der kerer os om vores demokrati og frihed, respekt omkring landegrænser, vi skal kæmpe og sikre, at Ukraine ikke taber, men vinder, og at Rusland trækker sig.

Forstår du de bornholmere, som kan være bange for endnu en besættelse?

– Det forstår jeg. Jeg forstår godt historien. Men med den brutale invasion i år minder det om, at selvom det kan være, at historien ikke gentager sig selv, så rimer udviklingen på historienVi har set det før i en anden form. Og der tænker man som bornholmer, at man godt kan huske, hvordan Anden Verdenskrig afsluttede med Sovjets og Den Røde Hærs tilstedeværelse her. Og jeg tænker også på det, hver gang jeg er i de baltiske lande, hvor de jo blev indlemmede som sovjetrepublikker. Vi anerkendte dem aldrig, men Bornholm kunne have endt i samme skæbne.

– Så jeg forstår det godt, men jeg vil så også sige – det, der har gjort, at vi siden 1949 har kunnet sove trygt om natten, er vores Nato-alliance. Verdens suverænt stærkeste forsvarssamarbejde med USA i spidsen. Og det er kun blevet stærkere. Nu har vi Finland og Sverige på vej ind i Nato. Det er noget, som vi støtter varmt og har kæmpet hårdt for, siger han og tilføjer, at vi i fremtiden kommer til at have mere sikkerhed i vores område.

– Jeg ville ønske, vi kunne leve i et Europa, hvor vi ikke havde behov for forsvar og militær, men det er den modsatte situation, vi har nu. For at kunne leve i et fredeligt Europa, så er vi nødt til at investere massivt i vores sikkerhed.

– Så man skal ikke være bange på Bornholm eller frygte noget.

Hvad tænker du om debatten om kampfly på øen?

– Der vil vi altid i den danske regering have det nødvendige beredskab efter, hvad der bliver vurderet fagligt, er det rigtige at have – altså fra forsvarets side.

Og igen vi er jo ikke alene, vi er her sammen med vores Nato-allierede. Nu har jeg som sagt lige haft den polske udenrigsminister på besøg. Polen investerer også massivt i deres forsvar. Vi kommer til at leve tryggere, men der kommer også til at være mere afskrækkelse mod en potentiel fjende ved vores aktiviteter her i østersøsområdet inklusiv Bornholm. Det vil man også se i årene fremover. Det kommer kun til at gøre os mere trygge.

Går du ind for amerikanske soldater på øen?

– Jeg går ind for, at alle vores Nato-allierede inklusiv USA kan komme og være her og besøge Bornholm og vi kan samarbejde med dem og lave øvelser med dem, det er det, der gør os stærke. Det er, hvis vi sammen med allierede - ikke mindst amerikanerne - står op for hinandens sikkerhed. Der er aldrig nogen, der skal true hverken Danmark eller andre Nato-lande. Og hvis de gør det, står vi sammen i modsvaret. Det er det, der faktisk forhindrer, at der kan ske noget, der bare minder om det, vi ser i Ukraine.

Stolt af Bornholm

Den bornholmske udenrigsminister har i dag en lang politisk karriere bag sig. Men på spørgsmålet om, hvad han er mest stolt af i sin tid som politiker, sukker han smilende.

– Det er virkelig et svært spørgsmål. For der har været mange ting, siger han og tænker lidt.

– Jeg vil sige, at jeg er stolt af, at Bornholm står et andet sted. Der har været mange om det. Men jeg kan godt huske dengang, vi havde bornholmerpakke og krise på øen og fraflytningen var enorm, ligesom arbejdsløsheden var meget høj. Det er ikke, fordi der ikke er udfordringer på Bornholm. Men Bornholm er et andet sted i dag. Vi har fået samlet uddannelser på øen, og vi har fået skabt noget fremgang på dele af øen. Der er også folk, der slår sig ned her, og der sker noget. Så jeg er rigtig stolt af, at Bornholm står et meget bedre sted, siger han og smiler igen.

– Og på den helt store klinge er det klart, at jeg er stolt af, at Danmark bliver set op til. Når jeg er ude i verden, kigger de på Danmark og siger: I er et grønt foregangsland. I er en udenrigspolitisk værdikæmper. I har et samfund, hvor man har offentlig sygesikring, man har ret til at gå i skole og få en uddannelse. Og man har et godt socialt sikkerhedsnet langt hen ad vejen sammenlignet med andre steder. Det er jeg stolt af. At vi hele tiden udvikler os.

Jeg kan jo se i andre dele af verden, også i rige vestlige lande, at det kan man ikke bare tage for givet. Så jeg er stolt af som medlem af regeringen at være med til at træffe de beslutninger og sikre vores velfærdssamfund.

Hvornår har du oplevet størst modgang i livet?

– Det har man altid, når man mister sine forældre – været i stormvejr. Det er en del af det. Det har jeg selv prøvet også, selvfølgelig. Det er en del af livet. Der er også en misforstået tendens i verden om, at man aldrig må komme til at opleve modgang. Det gør alle mennesker i livet. Så i virkeligheden handler det om at skabe nogle robuste mennesker, som kan håndtere de svære ting i livet. Det bør vi gøre i vores uddannelsessystem. Så jeg er meget ydmyg overfor, at det kommer man til at opleve. Og det er en vigtig del af livet.

– Hvis man aldrig oplever modgang, så har man nok heller ikke oplevet alle sider af livet. Det tror jeg også er en vigtig del af det at blive et helt menneske.

”For hård personlig tone”

Hvordan er det som offentlig person, at alle har en holdning til ens person og de fejltrin, man har begået i fortiden? Bliver man bedømt hårdere?

– Ja, det gør man. Og også ens familie, ikke? Men jeg trives godt med at tale med mennesker. Jeg synes for eksempel, det er sjovt at lave valgkamp og komme ud og møde en masse mennesker, så det giver energi. Men det er også klart, at man må huske på, at mange af dem, man møder, kender jo ikke en som person, de kender en fra medierne. Og den afstand skal man også huske på, når det nogle gange er hårdt. Og vi har desværre i Danmark også en for hård personlig tone – også i politik. Der prøver jeg altid at fokusere på, at vi må kunne behandle hinanden med respekt, uanset hvor store politiske modstandere vi er. Vi skal vise respekt for danskerne og demokratiet, ved at gøre det på en ordentlig måde. Det har altid drevet mig.

Er tonen da hårdere i Danmark end i andre lande?

– Nej, men jeg ser de samme tendenser, som man ser i andre lande, hvor der bliver gået efter manden og ikke bolden. Og det bryder jeg mig ikke om. Jeg mener faktisk, det er mangel på respekt overfor danskerne, siger Jeppe Kofod, der også kæder den udvikling sammen med de sociale medier.

– Jeg tror, at de sociale medier er blevet en 24/7 nyhedscyklus, folk kan skrive ufiltreret, folk får ikke altid tænkt over, om det man skal skrive behøves skrivet på den måde.

Eller der er måske nogle nuancer, man lige glemmer. Så det er jeg bekymret for. Men i virkeligheden er jeg mest bekymret for vores kommende generationer.

– Vi skal lære at leve med vores sociale medier og vores teknologiske muligheder. Så kan det blive en kæmpe styrke for demokratiet. Det tror jeg også på. Men jeg tror stadig, vi er i et baby-stadie i forhold til at have en demokratisk og ansvarlig omgang med de ting.

Vil huskes som idealist

Privat finder han især mod og glæde i familien, fortæller han.

– Jeg holder af at være sammen med mine børn, kæreste og familien. Jeg slapper også af ved være ude at sejle eller fiske – alt i naturen. Men også specielt ved havet. Det er måske, fordi jeg er vokset op på Bornholm. Og som udenrigsminister finder jeg stadig stor glæde ved at opleve verden, at opleve andre mennesker og kulturer. Jeg finder glæde i at tale med et spændende menneske. Jeg havde for eksempel mange samtaler med den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, fordi jeg var vicepræsident i en organisation, som han var en del af. Vi er sociale væsner i det med, at vi lytter til hinanden, og vi lærer af hinanden og sætter vores tanker i spil.

Er du et troende menneske?

– Jeg tror helt klart, der er noget mere mellem himmel og jord. Men jeg tror mere, jeg er en, der tror på det guddommelige i livet end en gud som sådan. Jeg tror, der er noget, der forener os som mennesker, som udtrykt i det guddommelige, som også er det, man på mange måder markerer, når man er til en gudstjeneste i en kirke.

Kan du godt finde på at gå i kirke?

– Ja, jeg synes faktisk, det er en vigtig og stor ting. Både at være til begivenheder i kirken, men også lytte til prædikerne. Som en måde at begribe de værdier eller den tro, der gør, at vi som mennesker kan være i livet med alt, hvad der er godt og skidt. Og der synes jeg, at det guddommelige og det kristne fylder.

Hvordan vil du gerne huskes?

– Ja det er et godt spørgsmål, siger han og stille før han svarer:

– Jeg håber, jeg vil blive husket som en idealist, som faktisk troede på, at vi kan skabe en bedre verden. Og viste at man kan lave forandringer. Hvis man ikke tror, at man kan gøre en forskel, så kan det hele hurtigt blive lidt ligegyldigt. Og jeg håber, at man kan se, at jeg gjorde en forskel med mit udenrigspolitiske arbejde, smiler den bornholmske storpolitiker, som dog mener, at alle kan gøre en forskel af betydning.

– Alle kan ændre noget. Også i deres dagligdag – for eksempel ved at råbe op eller ved at sætte fokus på en dagsorden. Det er vigtigt for mig, og folk gør det jo. Og det er en af styrkerne ved Danmark, som jeg er så stolt af. Jeg er stolt af, at folk blander sig og deltager, og når vi har valg, så stemmer man i høj grad. Det, synes jeg, er meget stærkt. Når man er blevet toppolitiker, der har man, som jeg nævnte før, et særligt ansvar. Men jeg mener, alle har forandringens kraft i sig, hvis man vil.