Ingen hjælp: Fjernvarmekunder kan klage over ekstraregning

Ingen hjælp: Fjernvarmekunder kan klage over ekstraregning
Der er ikke mulighed for at holde fjernvarmekunderne skadefri efter søkablets nedbrud, siger Dan Jørgensen (S). Foto: Jacob Jepsen
POLITIK | RØNNE | Mandag 2. maj 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | RØNNE | Mandag 2. maj 2022 • 10:30

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen gentager Energinets budskab om, at der ikke er mulighed for at holde fjernvarmekunderne skadefri.


Hvis fjernvarmekunderne i Rønne havde sat næsen op efter en hjælpende hånd fra staten til at betale ekstraregningen i forbindelse med søkablets nedbrud i slutningen af februar, bliver de efter alt at dømme skuffede. Energinet har allerede fortalt, at man ikke har mulighed for at holde fjernvarmekunderne skadefri, og i et svar til folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) gentager klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) det budskab.

Til besvarelsen af spørgsmålet har Dan Jørgensen indhentet bidrag fra Energinet, der altså svarer det samme som i slutningen af marts, da Tidende i essensen stillede samme spørgsmål, som Peter Juel-Jensen har stillet til ministeren.

Forklaringen fra Energinet er også den samme, nemlig at Energinet efter gældende regulering alene må afholde omkostninger, der relaterer til elsiden.

Fordeling af udgifter

Dan Jørgensen har også indhentet oplysninger fra Energistyrelsen, som gør det klart, at man som fjernvarmekunder kan klage til Forsyningstilsynet, hvis man mener, at ekstraregningen efter kabelnedbruddet er urimelig stor i forhold til den nødvendige omkostning til at producere el og fjernvarme i den periode, søkablet var ude af drift.

”Den samtidige produktion medfører et behov for at fordele omkostninger ved produktionen til henholdsvis el- og varmesiden af kraftvarmeværket. Denne fordeling skal ske i henhold til gældende regler, som blandt andet fastlægger, at de omkostninger, der fordeles til varmesiden, ikke må anses for urimelige. Eventuelle meromkostninger til fjernvarmeforbrugerne vil blandt andet afhænge af den konkrete drift på kraftvarmeværket”, skriver Energistyrelsen i Dan Jørgensens svar til Peter Juel-Jensen.

Det er Forsyningstilsynet, der fører tilsyn med priserne på fjernvarme, og RVV og varmeforbrugerne kan klage til Forsyningstilsynet over varmeprisen fra kraftvarmeværket ejet af Bornholms Energi og Forsyning.

Alle elkunder rammes

Det er formentlig ikke kun på Bornholm, at kabelnedbruddet kommer til at medføre ekstraomkostninger hos forbrugerne. Elkunder i hele Danmark skal efter alt at dømme være med til at betale en del af regningen for reparationen af kablet.

I første omgang forsøger Energinet at få sine omkostninger dækket af skadevolderen. Internationale konventioner fastlægger et maksimum for, hvor meget man kan kræve i erstatning for skader forårsaget af skibe, medmindre der kan bevises helt særlige forhold.

Energinets omkostninger ved den konkrete skade vil forventeligt overstige dette maksimum, og derfor vil der være omkostninger, som indregnes i Energinets tariffer, der dækker og opkræves i hele Danmark. Regningen for Energinets omkostninger ender derfor hos alle danske elkunder, herunder også de bornholmske, i det omfang, Energinet har et tab, som ikke kan kræves dækket af skadevolder, og derfor skal indregnes i Energinets tariffer, fremgår det af Dan Jørgensens svar.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT