Med kun 13,7 sygedage i gennemsnit pr. ansat om året har Lemvig Kommune landets laveste sygefravær. Med 0,9 årlige sygedage ned til Favrskov på andenpladsen er Lemvig også en suveræn nummer 1.
Det har Søren Videbæk Jensen (V) forklaringer på. Han sidder i arbejdsmarkedsudvalget og har været med i kommunalpolitik de seneste 11 år i en kommune, hvor Venstre hele tiden har haft flertal.
– Der er bare en god ånd. De ansatte får lov at følge sagerne til dørs. Man har det godt med hinanden, og fra politisk hold roser vi også de ansatte meget, når noget er godt. Der er en grund til, at vi ligger så godt med lavt sygefravær, siger Søren Videbæk Jensen.
Ligesom Bornholm er Lemvig Kommune presset af en stram økonomi og en befolkning, der bliver mindre. Men i kommunens ansatte har de svære vilkår slået igennem en positiv måde.
– Ude på arbejdspladserne er der en stor bevidsthed om, at vi er presset med mange ting, for eksempel at vores befolkning falder, siger Søren Videbæk Jensen.