Blandt dem er en række olietankere, der formodes at indgå i den voksende russiske skyggeflåde, der i stigende grad transporterer russisk olie fra havne i Østersøen ud gennem de danske farvande.
Skibene i den såkaldte skyggeflåde er gamle og slidte og ofte med ukendt forsikring og ejerskab. Russerne bruger dem til at omgå internationale sanktioner, fordi de ikke kan spores tilbage til Rusland.
Selv om sanktionspakken allerede blev vedtaget i juni, så har flere medier - herunder Information, Danwatch og Zetland - beskrevet, at skibe fra skyggeflåden fortsat har haft adgang til danske ankerpladser.
Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), har tidligere udtalt, at han "tager udfordringerne med skyggeflåden meget alvorligt".