Det er ikke utænkeligt, at anderledes måder at finde penge på dukker op under selve budgetforhandlingerne den 1. og 2. september, mener DF'eren. Han vil bare ikke løbe an på, at det sker.
– Det vil ikke være første gang, hvis der bliver halet en kanin op af hatten under selve budgetforhandlingerne. Men værdien af de her to sparekataloger er cirka den beløbsramme, som kommunalbestyrelsen skal tænke i. Og så må vi jo selv tænke i nye baner for resten, siger René Danielsson.
Støtte til endnu et sparekatalog er der også fra Socialdemokratiet.
– 60 millioner er til at tage og føle på. Men det er en bunden opgave at få budgettet til at hænge sammen, og hvis man skal have noget viden at tage stilling ud fra, må man jo have sådan et sparekatalog, siger gruppenæstformand Claus Larsen-Jensen (S), der også deltager i torsdagens møde.
– Med det siger jeg ikke, at vi har sagt ja eller nej til noget som helst. Det er forslag til at spare, som vi her bestiller. At vi står bag at bestille endnu et sparekatalog betyder heller ikke, at vi synes, at det er sjovt, eller at vi vil være med til at gennemføre det, siger han.