Bornholm beholder Christiansø under sine vinger

Bornholm beholder Christiansø under sine vinger
Konstitueret kommunaldirektør Trine Dorow, administrator på Christiansø Søren Thiim Andersen og borgmester Jacob Trøst (K) underskriver aftalen på borgmesterkontoret på Ullasvej i Rønne. Foto: Bornholms Regionskommune 
NOTITS | POLITIK | Søndag 26. juni 2022 • 15:30

Christiansø sikres samme adgang til et højt serviceniveau inden for det kommunale område som i resten af landet.

Bornholms Regionskommune og Christiansø Administration genbekræftede mandag den 13. juni deres samarbejde ved at forny den samarbejdsaftale, som de har inden for det kommunale område.

Samarbejdsaftalen beskriver, hvordan og inden for hvilke områder, medarbejderne i Bornholms Regionskommune kan støtte administrationen på Christiansø med opgaver, som falder inden for det kommunale ansvarsområde.

– Vi er på Christiansø meget glade for denne aftale med Bornholms Regionskommune, siger chefen for Christiansø Administration Søren Thiim Andersen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Den sikrer, at vi kan få sagsbehandlet vores sager inden for det kommunale ansvarsområde fagligt forsvarligt, og at vi på Christiansø har samme adgang til et højt serviceniveau inden for det kommunale område som i resten af landet. Vi oplever en høj grad af hjælpsomhed og støtte fra medarbejderne i Bornholms Regionskommune, hvilket er en stor hjælp i vores hverdag herover, som vi sætter meget stor pris på.

Naturlig ting

Borgmester Jacob Trøst udtaler:

– Vi er glade for, at vi kan hjælpe Christiansø Administration og øboerne på Christiansø. Det er en helt naturlig ting for os på Bornholm at fortsætte den fine tradition med at hjælpe og støtte vores gode naboer på Christiansø inden for det kommunale ansvarsområde.

Christiansø administreres af Christiansø Administration, ejes af staten og hører direkte under Forsvarsministeriet. Sammen med Frederiksø ligger den jævnfør kongelig resolution af 1845 uden for den kommunale inddeling, og Christiansø Administration er således ansvarlig for en række områder, som i resten af landet varetages af kommunerne.

Der har de seneste mange år eksisteret et samarbejde mellem Bornholm og Christiansø inden for det kommunale område.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT