Som den anden i kommunalbestyrelsen, der har stillet spørgsmål om Ungdomsskolen, har Kirstine van Sabben det sværere med tanken om at flytte væk fra Klemensker Skole.
– Vi skal også passe på, at vi ikke flytter alt inde fra øen ud til kysten. Det undrer mig lidt, hvis Ungdomsskolen virkelig vil kunne flytte fra Klemensker Skole og Vibegård, siger hun.
Med udsigt til at skulle spare 64 millioner kroner næste år vil Kirstine van Sabben samtidig ikke afvise at rykke Ungdomsskolen sammen på færre adresser.
– Hvis det giver mening at flytte noget sammen, skal vi da se på det. Der har jo også været snak om at bruge Dams Gård til en del af Ungdomsskolen, siger hun.
– Vi vil også gerne bruge Dams Gård mest muligt, og Kulturskolen vil så kunne bruge Dams Gård om eftermiddagen, mens Ungdomsskolen bruger stedet om aftenen. Jeg vil ikke afvise noget omkring Dams Gård.