Analyse: Står Socialdemokratiet nu også så svagt?

Fra 12 til otte til fire til nu kun tre mandater: Socialdemokratiet har kendt bedre dage på Bornholm, har det ikke? Nej, tænk om, tænk helt om igen. Selv med tre mandater er Socialdemokratiet præcis så magtfuldt og centralt som under Winni Grosbøll. Her er forklaringen.

Hvis man forestiller sig, at man som barnefødt bornholmer vågnede op efter 10 år i dvale, ville man have svært ved at fatte det politiske landskab, som man er vågnet op til.

For hvor er Winni Grosbøll til en start?

– Ja, hun er så ikke længere borgmester. Hun bor her heller ikke mere, og ja, hun har faktisk også meldt sig ud af Socialdemokratiet.

– Hold da op...! Men hvem er så borgmester? For ja, borgmesterposten, den har de vel stadig...?

– Nej, det har de ikke. Thomas Thors blev borgmester efter Winni, og ja, så skete der en masse, og så kom der et valg, og det gik ikke særlig godt. Det er en politimand fra Holbæk, der er borgmester nu. Ja, han var faktisk næsten lige flyttet til. Men han blev valgt alligevel.

– Det var som fand... Men hvordan kunne han det? Det kunne Socialdemokratiet vel have sat sig imod? De har jo altid været så mange og så stærke?

– Ja. Men det er de ikke mere. Og nej, de kunne ikke undgå det. Mens nogle andre gjorde manden her fra Holbæk til borgmester, sad socialdemokraterne sammen med Venstre inde i et rum, hvor de kun kunne snakke med hinanden. Og de var ikke særlig mange inde i det rum.

– Hvor mange var de da? Hvor mange socialdemokrater er der nu i kommunalbestyrelsen?

– Der er fire. Ja, det vil så sige: Det er der faktisk heller ikke mere. Nu er de kun tre, for deres gruppeformand har lige meldt sig ud.

Hvis man nu leger med den tanke, at vores nys opvågnede bornholmer er socialdemokrat helt fra barnsben, vil han nu være så tilpas rystet, at han vil have akut behov for en syp at styrke sig på. Så den skænker vi ved køkkenbordet eller henne om det nærmeste hjørne, og så går vi i gang med at berolige ham. Ja, eller hende, vælg selv, men fortsættelsen er én og den samme.

– Jamen jamen, tre mandater...? De havde jo 12! Det er det sidste jeg kan huske fra før jeg faldt i dvale.

– Ja. Men der er også sket en hel del siden da. Først gik de tilbage til otte, men det så stadig fint ud. Men så kom så altså det her valg, hvor de gik tilbage til fire mandater. Det vil så sige: Tre fra her for nylig.

– Jamen...nå, det må jeg virkelig sige! Jamen, så har de jo aldrig stået svagere! Så har de vel ingenting at sige...? Styrer ham politimanden så det hele nu...?

– Nej. Jeg kan godt forstå, at du spørger. For sådan må det jo se ud. Men nu kommer det allermest mærkelige. Kan du tåle mere, eller skal vi holde en pause? Jeg kan godt forstå, hvis det er meget på én gang.

– Ja...eller det vil sige: Måske. Det tror jeg nok. Det håber jeg godt, at jeg kan.

– Godt så, hør nu:

– Det aller mest mærkelige er, at socialdemokraterne står lige så stærkt nu, som de altid har gjort. Det gør det bare på en ny måde.

Først fire mandater. Med nu tidligere gruppeformand Jonna Nielsens farvel til partiet nu kun tre. Farvel dermed også til pladsen i økonomiudvalget, som Jonna Nielsen tog med sig. I øvrigt sammen med pladsen i socialudvalget, som er stedet at sidde, hvis man gerne vil gøre noget for dem, der trænger mest til det. At ville det er en del af Socialdemokratiets DNA og af hele partiets historie.

Fuldkommen afpillet må det tage sig ud, hvis man vågner efter 10 år og kun får de nøgne tal smidt i hovedet. Men det er meget, meget langt fra sandheden.

Sandheden er, at Socialdemokratiet står så helt utrolig gunstigt i bornholmsk politik, at ikke en gang Jonna Nielsens afgang faktisk lavede videre om på det.

Ikke en gang den tabte plads i økonomiudvalget er den store katastrofe for Socialdemokratiet. For der er ikke meget tilbage af Winni Grosbølls meget magtfulde økonomi-, erhvervs- og planudvalg fra sidste valgperiode.

Det imperium forsvandt på valgnatten, hvor Enhedslisten tog plandelen med over i et nu vældig centralt natur-, miljø- og planudvalg. Og hvor Dansk Folkeparti tog erhvervsdelen med ind i Linda Kofoed Perssons nye udvalg for erhvervsforhold m.m. Det var udvalgstømning ved rimelig højlys dag, endda mens politiet var til stede.

At Socialdemokratiets først fire og nu så tre mandater er helt, helt centrale blev måned for måned en tand mere tydeligt i takt med, at sidste år skred frem. Den 2. september blev det så mejslet ud i stål. Det var den dag, hvor Socialdemokratiet gik sammen med Enhedslisten og Venstre og blev enige om dette års kommunebudget.

Efter det kom så aha-oplevelsen ved nytår. For nogle bekræftede den, hvad de havde set og fornemmede klart. Men nu blev der sat tal på, da vi her i avisen gjorde boet op over hele den spraglede rodebutik af evigt skiftende flertal, der sidste år fik ting til at ske og ikke ske i kommunalbestyrelsen.

Ingen var med i mere end Socialdemokratiet. Ingen var med i flere flertal. Ingen var heller med i flere af de mange smalle flertal. Og ingen andre end Socialdemokratiet kunne efter sidste år sige, at de havde deltaget i hvert eneste smalle flertal i sager, hvor borgmesteren var en del af mindretallet.

Det var ikke længere med vægten af Winni Grosbølls først 12, så otte, så ni socialdemkratiske mandater. Det var og er på at have de mandater, der er afgørende.

De nu kun tre socialdemokrater har flere klemmer på resten af kommunalbestyrelsen.

Til en start er Socialdemokratiet glimrende tilfreds med sit samarbejde med Enhedslisten og Venstre. I de andre partier har nogle endda hørt, at der ligefrem skulle findes en nedfældet aftale mellem de tre om også at gå sammen om de næste tre budgetter – og i øvrigt om alle sager af betydning herudover.

Med ret stor sandsynlighed er det kun en skrøne. Og et vidnesbyrd om frustrationen blandt de andre partier. I hvert fald afviser de tre budgetpartier alt om, at der skulle findes sådan en aftale. Det gør det også så prompte og med så tilpas forundring ved tanken, at det virker troværdigt.

Jonna Nielsens farvel fjernede lige akkurat ikke de tre budgetpartiers flertal. Det fik det kun til at svinde ind fra 13-10 til 12-11. Det smallest tænkelige flertal, men det findes endnu. Hvortil kommer, at Jonna Nielsen selv siger, at hun føler sig lige så socialdemokratisk i dag som ved nytår, og at hun både vil orientere sig efter og sandsynligvis også stemme sammen med de tre socialdemokrater.

Samtidig er Socialdemokratiet det eneste af budgetpartierne, der har rum til også at gå andre veje. Udenfor de tre budgetpartiers kreds er Enhedslisten ikke en naturlig fast partner for nogen – og Venstre har så store modsætningsforhold og så mange skår at klinke med indtil flere af de andre blå partier, før det kan blive til et fast samarbejde.

Hvilket det i praksis ikke kan. På papiret er der blåt flertal i kommunalbestyrelsen, men det blev kun brugt to gange hele sidste år. I praksis er der intet blåt flertal.

Socialdemokratiet kan handle helt anderledes frit. Der er også al grund til at tro, at det vil ske. For så tilfreds som partiet ganske vist er med sit basis-samarbejde med Enhedslisten og Venstre, står det også mere og mere klart for Socialdemokratiet, at der er en klar grænse for, hvor langt det samarbejde kan bære. Og at den grænse vældig interessant går præcis ved den største og mest afgørende beslutning, som Bornholm har stået over for i flere hundrede år.

Energiøen splitter budgetpartierne. I praksis hvilken attitude Bornholm skal vælge at indtage over for de både utallige og enorme muligheder, der vil komme. Som bare alle sammen også vil kræve at give plads, at afgive areal. Mere areal oven i det, som landanlægget vil komme til at sætte sig på.

Landanlægget kommer. Men at der også kommer grønne virksomheder, store firmaer, forskning, uddannelse, arbejdskraft og store skatteydere i stor stil...det er ingen given sag. Og det er en sag, som kommunalbestyrelsen i vidt omfang afgør.

For skal der komme mere end landanlægget, vil det i hvert eneste tilfælde kræve en lokalplan. Og dem vedtager kommunalbetyrelsen, eller også vedtager de ikke at lave nogen plan. I praksis: Ikke at give lov.

Ingen firmaer eller andre har meldt sig endnu. I hvert fald ikke med noget konkret ønske om areal og lokalplan. Men det vil komme, og det vil komme i stor stil. Og attituden over for hele den trafik er allerede nu den vigtigste kile ned gennem bornholmsk politik.

Venstre er skeptisk, og så er det pænt sagt. For hele energiøens følgeindustri vil blive stor og sikkert også meget synlig. Den vil koste natur, og Venstre er nervøs for, at den også vil koste turisme.

Destination Bornholm er ikke så bekymret, og det er det største bornholmske erhvervsliv først slet ikke, faktisk tværtimod. Men Venstre er bekymret. Hvad energiøen fører til af følgeindustri vil blive placeret på det sydlige Bornholm, i landbrugsområder og blandt Venstre-kernevælgere, i en af Venstres sidste større bornholmske bastioner.

Der er gamle venner at kæmpe for her, og Venstre ser også en niche af vælgere, der allerede sætter ord på deres bekymring, men ikke har mange andre end Venstre til at bære den ind i kommunalbestyrelsen.

I Dansk Folkeparti går gruppeformand Linda Kofoed Persson igennem en stor grøn forvandling netop nu. Som formand for udvalget for erhverv, boliger og beskæftigelse er hun det seneste år blevet mere og mere sikker på, at energiøen og ikke mindst dens følgeindustri er Bornholms vej tilbage til selvforsøgelse, vejen væk fra statens pulje til vanskeligt stillede kommuner.

Alene i år er Linda Kofoed Persson kommet begejstret hjem fra Esbjerg og Skive. Her ser man nu resultaterne af adskillige års målrettet satsning på grøn energi. Og med udsigt til store havvindmøller tæt på indenfor få år står Bornholm fra naturens hånd langt mere gunstigt stillet end Skive. Bornholm vil få mere forærende end Skive.

Linda Kofoed Persson er en politisk arbejdshest. Sådan har hendes tilgang altid været. Indtil valget troede hun ikke, at hun skulle få noget videre at gøre med erhvervsliv og boliger og job. Men det skete, og hun reagerede på det, som hun altid havde gjort: Ved at læse og lytte og prøve at forstå.

Den proces har været i gang i godt et år nu. Ud af den er der kommet et mere grønt DF på Bornholm end før set. Men også et sted mindre at gå hen for de vælgere, der mest af alt er bekymrede for, hvad energiøen vil føre med sig, og hvor store ofre den vil kræve.

Der er faktisk kun Venstre at gå til. Hvis de ikke vil gå til Enhedslisten, hvis forbeholdne attitude over for hele energiøens mulige følgeindustri måske er endnu mere overraskende end Venstres færd med at padle tilbage fra det mere grønne Venstre, som Søren Schow har tegnet i de seneste år. For Enhedlisten bunder det i skepsis over for det private erhvervsliv – over for den tanke, at nogen skal tjene penge på projektet med at redde planeten.

De attituder hos Enhedslisten og Venstre er ikke gået ubemærket hen hos Socialdemokratiet. De bekymrer også Socialdemokratiet ganske stærkt. Og derfor skal man vente at se Socialdemokratiet gå andre steder hen i kommunalbestyrelsen, når bølgen af plansager fra den grønne industri begynder at skylle op på strandene.

Borgmester Jacob Trøst (K) er i gang med den samme dannelsesrejse som Linda Kofoed Persson, bare fra et mere åbent udgangspunkt end DF-lederen. Trøst ser mere og mere, at energiøen er selve det store projekt, som han ikke har haft indtil nu: At lande energiøen rigtigt. At gribe de muligheder, som den giver. Og bruge dem til at føre det kommunale Bornholm tilbage til igen at kunne klare sig selv.

Privat har han ikke de store forbehold, og han ønsker, at han bare kunne give los. Men samtidig så han reaktionen i Aakirkeby-Hallerne, og ikke mindst hørte han reaktionen, da han prøvede at give los og bare være begejstret ved det store borgermøde i november. Midt blandt mange af de vælgere, der vil få energiøen allertættest på.

Men gør borgmesteren hvad han ville ønske, at han bare kunne gøre (og hvad Konservative faktisk gik til valg på), så tegner der sig en energiø-akse af Konservative, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Med Jonna Nielsen regnet med mangler de tre partier ét mandat i at kunne danne et rimelig fast flertal bag mange af energiøens rigtig mange plansager.

Kommer det dertil, vil Socialdemokratiet kunne styre kommunens pengesager sammen med Enhedslisten og Venstre – og tage rollen som arkitekt og plantegner bag den grønne vækst fra energiøen sammen med Konservative og Dansk Folkeparti og hvem der nu vil levere det sidste mandat.

Det vil være på en helt anden måde end før. Men vi vil rigeligt være der, hvor Socialdemokratiet vil være præcis lige så magtfuldt, som det var dengang vores bornholmer fra starten af denne fortælling faldt hen i sin årelange dvale.