Bornholmslinjen er sikker på, at gratis billetter får en effekt

Bornholmslinjen er sikker på, at gratis billetter får en effekt
Bornholmslinjen forudser, at flere vil rejse med køgeruten i juli, hvis den bliver gratis for cyklister og gående, men hvor mange flere, tør kommunikationschef Jesper Maack ikke spå om. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 17. JUN 2020 • 11:14
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
17. JUN 2020 • 11:14
TRAFIK

Hvis man gør ting gratis, så stiger interessen for dem, og hvis man sætter kraftigt lys på noget, så får flere øje på det. Sådan lyder Bornholmslinjens reaktion på, at regeringen lægger op til at gøre det gratis for gående og cyklende passagerer at sejle med køgeruten i hele juli.

– Det vil have en effekt, det er der ingen tvivl om. Sidder man lige nu og planlægger sin cykelferie og overvejer at skulle en tur til Bornholm, så vil det da være oplagt at lægge turen forbi Køge og rejse gratis med, hvis det her forslag bliver til noget. Selvfølgelig vil det have en effekt, men hvor stor effekt, det er godt nok svært at sige, siger kommunikationschef Jesper Maack.

Umiddelbart tror han, at effekten på ruten mellem Rønne og Køge bliver mindre end på Molslinjens ruter til Samsø og Fanø, blandt andet fordi der er et alternativ.

– Sejltiden er væsentligt længere, og rent passagermæssigt er det ikke så kendt en rute som hurtigfærgen, fortæller Jesper Maack.

Plads på udsolgte afgange

Alligevel er han sikker på, at nogle vil benytte sig af muligheden, hvis regeringen får flertal for sit forslag, og det kan måske også have en effekt på køgeruten på længere sigt.

– Så kan det være, at de får øje på, at det også er en dejlig måde at komme til Bornholm på, siger Jesper Maack.

Selvom det ofte forlyder, at Hammershus er udsolgt, så er der ofte plads til både flere gående og cyklende passagerer.

– Fordi Hammershus er fragtrute mellem Køge og Rønne, er den ofte udsolgt på vogndækket i hverdagene, fordi der er rigtig meget fragt med, og når vi nærmer os en højsæson, så stiger fragtmængderne, fordi der skal mere mad og flere ting til Bornholm. Der kan man sige, at der måske er mulighed for, at nogle kan komme med, hvis de kommer cyklende eller gående, fordi de ikke fylder på vogndækket på den måde, som trailere og anhængere gør, siger han.

Danmark til Danmark

Køgeruten er den eneste af Bornholmslinjens tre ruter, der er med i regeringens udspil. Jesper Maack ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan. Han hørte først om forslaget, da DR ringede til ham tirsdag aften og bad om en kommentar.

– Det var det første, jeg spurgte om, da de listede op, hvilke ruter det drejede sig om, om ystadruten er med. Så dobbelttjekkede de og sagde, at det er den ikke. Det må der være nogle forklaringer på, siger Jesper Maack.

Han forestiller sig, at regeringen har ønsket at styrke turismen på øerne og har sat en streg ved indenrigsruterne.

– Jeg kan et eller andet sted godt forstå, at Sassnitz ikke er med. Det er meget en envejsrute, hvor vi henter tyskere til Bornholm, og det vil måske være en lille smule underligt for den danske stat at gøre det gratis for tyskerne at komme til Bornholm. Ystad har samme karakter, at det er en rute, der går til Bornholm fra et andet land, men der er en masse indlands turisttrafik, der går den vej, og der er selvfølgelig også en masse lokal trafik, altså bornholmere, der skal frem og tilbage. Det er jo fra Danmark til Danmark, selvom det går over Sverige, siger Jesper Maack.

FÅ ABONNEMENT