Han nåede 4,5 meter op af klippesiden og er begejstret for en anderledes skoledag.
– Det er rimelig sjovt, for man får prøvet noget nyt og er sammen med sine venner samtidig. Vi har prøvet at klatre før i klatreparken ved Rø, men vi har aldrig prøvet det på klippevægge. Det er sjovt og udfordrende, fordi man selv skal finde steder, hvor man kan få fat og klatre op, fortæller han.
Selvom han kom højt op, var det ikke ubehageligt, fortæller Victor Madsen.
– Det var sådan... dejligt. Jeg blev ikke så bange, men jeg tænkte meget på, hvor jeg skulle sætte min fod, siger han.
Ligesom Phillippa Due er Victor Madsen lidt ærgerlig over, at klassen skal splittes op, men han håber også på, at det fører noget godt med sig.
– Det er selvfølgelig øv, for jeg kan virkelig godt lide min klasse. Men på den gode side, så kan man få nye venner, og på den måde kender man jo folk i begge klasser, siger han.
Bag ham bliver der jublet.
En af pigerne i klassen er nået helt til toppen af klippevæggen og får klapsalver fra sine klassekammerater, der følger med nede fra jorden.
– Sådan Sara, hvor er du god!

Det var Annie Due, der er mor til Phillippa i 6.b, der så konkurrencen om klatredagen på facebook og skrev en ansøgning på vegne af 6. klasserne på Hans Rømer Skole. Hun er bekymret for, hvordan det skal gå med de nye klasser, og derfor ville hun gerne give dem en ryste sammen-tur. Foto: Jacob Jepsen