Laust Højmark synes også, det er helt oplagt, at de to 6. klasser, der skal deles op i nye klasser efter sommerferien, skulle vinde en klatredag sammen.
– Det kan godt blive en svær start på et nyt skoleår for dem, fordi de både har været hjemsendt i lange perioder, og nu også skal have helt nye klasser. I det felt tror jeg, at en dag som den her kan give dem noget rigtig godt. Desværre skal de være opdelt i deres egne klasser i dag på grund af corona, men de får en fælles oplevelse og et fælles minde, som de kan tage med sig ind i de nye klasser, siger han.
Ifølge Laust Højmark kan klatring også give eleverne noget, de måske ikke får i klasselokalerne.
– De får en helt anden oplevelse end ved et skrivebord i et klasselokale. Klatring kan give dem nogle succesoplevelser, de måske ellers ikke får, og nogen vil måske excellere på en måde, de ikke har prøvet før, siger han.