75-årig restauratør smøger ærmerne op til endnu en sæson

75-årig restauratør smøger ærmerne op til endnu en sæson
Elly Mortensen har drevet Restaurant Rø, der er hjem for den legendariske flæskesteg, siden 1996. Arkivfoto: Berit Hvassum
NORD | Tirsdag 27. april 2021 • 15:34
Af:
Marie Hofman
NORD | Tirsdag 27. april 2021 • 15:34

ERHVERV

Den bornholmsk-berømte Restaurant Rø åbnede onsdag den 21. april atter dørene ovenpå måneders coronanedlukning.

Her kunne man traditionen tro invitere til onsdagens stegt flæsk, og det glædede kunderne, fortæller ejer Elly Mortensen.

– Folk var glade for, at de igen kunne komme og spise fysisk. Jeg tror, at vi havde 56 inde, og det er også det antal besøgende, vi normalt ville se på denne tid af året. Så det var meget fint, siger ejeren.

Takeaway under nedlukning

Normalt har Restaurant Rø onsdagsåbent til stegt flæsk fra maj til oktober, mens der er helårsåbent for søndagens berømte flæskesteg. Efter mange måneders nedlukning har restauranten dog valgt at åbne begge dage, selvom vi stadig skriver april.

– Vi har valgt at rykke åbningen for onsdag frem, fordi vi har haft så længe lukket ned, siger Elly Mortensen, der har haft restauranten fysisk lukket siden efteråret, men tilbudt søndagens berømte flæskesteg som takeaway.

– Det er gået rigtig godt med takeaway, vi har ligget på omkring 60 bestillinger hver søndag, siger Elly Mortensen, der dog nu glæder sig til, at hun igen kan servere flæskesteg i restaurantens egne rammer hver søndag.

– Det er mange af de stamkunder, som har hentet takeaway under nedlukningen, der nu booker bord til at spise i restauranten igen, siger Elly Mortensen.

Restriktioner og tjek volder ikke problemer

At det primært er lokale, der kommer på restauranten lige nu og spiser, gør det dermed også nemmere at håndhæve de nuværende coronaretningslinjer om bordbestilling og coronapas, fortæller Elly Mortensen.

– Så længe vi er uden for højsæsonen, så bestiller folk altid bord. Det er kun om sommeren, at vi har en del turister, der kommer ind fra gaden. Så det er gået fint, ligesom det også er gået nemt med at tjekke coronapas. Det tror jeg sagtens, at vores kunder kan finde ud af, siger 75-årige Elly Mortensen, der har drevet den legendariske restaurant igennem de seneste 25 år.

I 2019 valgte hun dog at sætte restauranten til salg med henblik på pension. Der er dog fortsat ingen interesserede købere, der har meldt sig på banen. Men det tager den friske ejer med ophøjet ro, mens hun smøger ærmerne op til endnu en højsæson.

– Nu må vi se, hvad der sker, siger Elly Mortensen.

FÅ ABONNEMENT