'Vi bestræber os hele tiden på at ramme den stemning, som stedet her emmer af'

'Vi bestræber os hele tiden på at ramme den stemning, som stedet her emmer af'
Birgitte Andersen foran indgangen til Allinge Badehotel. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 10. APR 2021 • 13:02
| ABONNENT
10. APR 2021 • 13:02

DAGENS NAVN: Vi har fundet ud af, at det hele handler om at finde det store servicegen frem, lyder det fra det nye bestyrerpar på Allinge Badehotel, Birgitte Andersen og hendes mand Allan.

Du og din mand er fra Haderslev. I er pludselig havnet i en situation, hvor I skal holde styr på den daglige ledelse af et badehotel i Allinge. Hvordan er det lige kommet i stand?
 
– Ja, vi – min mand Allan og jeg – er fra Haderslev og ankom midt i februar her til Allinge i en lille Peugeot 208, toplæsset med alt hvad vi forventer at få brug for i denne sæson.
 
Det er jeres datter, der købte Allinge Badehotel i 2019. Hun bor i Texas og har stor succés med sine virksomheder i USA. Hvad vil hun egentlig med et badehotel på Bornholm?
 
– Cathrine købte Allinge Badehotel sammen med sin kammerat Christian. Christian har som barn boet nogle år i Rønne og fik så gode minder med derfra, at han siden har ønsket sig tilbage til Bornholm. De er begge iværksættere, og da Allinge Badehotel kom til salg, slog de til. De har i forvejen virksomhed sammen og har ingen foreløbige intentioner om selv at drive stedet. Men Allinge Badehotel har i mange år været et familieejet og familiedrevet hotel, og det ville Christian og Cathrine gerne videreføre. Christians søster Tanja og hendes mand, som er håndværker, blev derfor ansat til henholdsvis at bestyre hotellet og være projektleder for renoveringen af samtlige 24 værelser. Alt skulle være klar til åbningen i maj 2020, så der var virkelig tryk på.

– Desværre blev Tanja syg i løbet af sommeren og måtte opgive arbejdet. Ind trådte i stedet Christians forældre, og sammen med personalet løste de opgaven til perfektion og sluttede sæson 2020 supergodt.
 
Nu er det så jer, der skal passe hotellet i sæson 2021. Har I en relevant baggrund for hotelarbejde eller har I bare kastet jer ud i det på lykke og fromme?
 
– Min mand og jeg havde begge faste jobs i henholdsvis Kolding og Fredericia. Allan indenfor it og jeg i kundeservice i en stor transportvirksomhed. Vi var begge glade for vores job, men da vi fik muligheden for at bestyre dette fantastiske sted på denne helt fantastiske ø, ja – så slog vi til og sagde vores job op.

– Vi er nu en uge inde i sæsonen og vi er ved at være fortrolige med opgaverne. Vi havde fuldt hus hele påsken og resten af sæsonen ser rigtig godt ud også. Højsæsonen har længe været fuldt booket og vi har desværre måttet skuffe rigtig mange, som gerne ville have boet hos os til sommer. Dog er det lykkedes at finde plads enten her i forsommeren eller efter højsæsonen, og der ligger også allerede bookinger for 2022.
 
Hvordan fordeler I opgaverne mellem jer?
 
– Jeg er den strukturerede, der står for de administrative opgaver –besvarelse af mail, bookinger, telefon, personale og så videre. Allan er den praktiske, som hjælper til hvorend der er brug for en hånd. Han sørger for, at der altid er kaffe på kanden og udfører små reparationer på værelser, malerarbejde og lignende. Vi har fundet ud af, at det hele handler om at finde det store servicegen frem, og ellers bare være sig selv og sørge for, at gæsterne behandles, som man selv gerne vil behandles, når man rejser.
 
Hvad er det for en stemning, I forsøger at ramme?
 
– Vi sikrer, at rammerne for gæsternes ophold er i orden og sørger, sammen med resten af personalet, for, at alle føler sig godt tilpas hos os. Vi bestræber os hele tiden på at ramme den stemning, som stedet her emmer af – ro, hygge og mulighed for afslapning – Pax et quietam, som der står i vores logo. Og vi kan med glæde konstatere, at vi trods corona og restriktioner er kommet rigtig godt fra start.
 
 


Birgitte Andersen

Alder: 57

Uddannelse: Speditør

Civilstatus: Gift med Allan

Bopæl: Haderslev

Fritidsinteresser: Rejser, natur, vandring, god mad og hygge