Tak fra landsformand: Holger Hansen trækker sig efter 28 år

Tak fra landsformand: Holger Hansen trækker sig efter 28 år
Holger Hansen stoppede torsdag som formand for Bornholms fodbolddommere, og landsformand Jens Rohde takkede ham for indsatsen. Eget foto
7. FEB • 12:14
Henrik Nielsen
Journalist
7. FEB • 12:14

Holger Hansen har aflagt sin sidste beretning som formand for Bornholms Fodbolddommerklub.

Der var fornemt besøg, da Bornholms Fodbolddommerklub holdt generalforsamling i Nexøhallens Cafeteria. I alt var 21 mødt frem, og deriblandt var Jens Rohde, som er formand for Danske Fodbolddommere.

Næstformand Mogens Christiansen fortæller, at generalforsamlingen på forhånd vidste, at den skulle vælge en ny formand. Allerede sidste år meddelte formand Holger Hansen nemlig, at han ville træde tilbage i 2025. Inden det skete, aflagde han sin sidste beretning, og kasserer Morten Hjorth Hansen gennemgik regnskabet, der viste et overskud på 2.834 kroner.

Bestyrelsens forslag til ny formand var Peter Bech Jensen, og han blev enstemmigt valgt af forsamlingen. Derudover blev Mikael Petersen nyvalgt. Bestyrelsen består derudover af Morten Hjort Hansen, Kim Andersen og Mogens Christiansen, mens Sebastian Bærnthsen er ny suppleant.

Efter valgene tog Jens Rohde ordet og fortalte om de 15 måneder, han har været landsformand.

– Jens Rohde afsluttede med at rette en stor tak til Holger Hansen, som hermed sluttede 28 års formandskab, fortæller Mogens Christiansen i en mail til Tidende.

Han tilføjer, at Holger Hansen har ydet en kæmpe indsats for de bornholmske dommere og været en stor inspiration for dommere og bestyrelser i det øvrige land.

I dagens anledning modtog Holger Hansen gaver fra både Jens Rohde og bestyrelsen i Bornholms Fodbolddommerklub.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT