Mens hjemmet i Skovlunde var præget af ro og stabilitet, var livet i Indre By befolket med selvbevidste kunstnere, spillere, vidtløftige forretningsfolk og letlevende damer, der hang ud på farens værtshus. Når tiden tillod det gik turen til boksestævner og seksdagesløb i Forum, hvor Ken Vedsegaard prøvede at følge cykelrytternes bevægelser rundt i ringen gennem en tæt tåge af tobaksrøg eller til travbanen i Charlottenlund, sammen med farens venner, der alle var storspillere.
Weekendbesøgene hos far foregik dog oftest indenfor, mellem værtshuset Hinkestenens vægge. Og det var, som man siger, en anden tid.
– Der var ingen, der løftede et øjenbryn over, at jeg sad der som barn. Det havde nok været noget andet i dag og måske også fair nok. Men hvis jeg skulle se min far, så var det der, det foregik, siger Ken Vedsegaard.
Hemmeligheder på farmors pensionat
Ligeså fascinerende for en dreng var det at følge med i livets gang på farmorens pensionat.
– Der boede nogle vilde, spændende typer. Og min farmor var en meget flamboyant dame, som jeg holdt meget af. Hun var stukket af fra landet, fordi hun ikke gad at være landmandskone, og så blev hun sygeplejerske hos min farfar, der havde en del pensionater i København. Det var sådan en slags luksusplejehjem, hvor de rige og adelige parkerede deres gamle, fordi der var kokkepiger og stuepiger og privat sygeplejerske og læge.
Med tiden kom der flere almindelige gæster på farmorens pensionat. Men de var langt fra ordinære.
– På et tidspunkt boede der en meget charmerende amerikaner, Jerry, på pensionatet, som viste sig at være spion. Længere henne ad gangen boede der et medlem af Blekingegadebanden, husker Ken Vedsegaard.
Nogle af beboerne var nærmest livslange beboere.
– Der var en mand, der boede der i 30 år og døde der. Den Gamle, kaldte vi ham. Han fik som den eneste lov til at drikke morgenkaffe med min farmor og Fru Lübke, som var en meget fin velhavende dame.