Langt de fleste af deltagerne i Etape Bornholm er fra Danmark, men en stor del af Europa er repræsenteret i startfeltet. Der er også løbere fra oversøiske nationer som Filippinerne og USA.
En af dem, der kommer langvejs fra er 47-årige Richard Hill, der til daglig bor i Kuwait – et lille land i Mellemøsten ved den Persiske Bugt mellem Irak og Saudi-Arabien. Mange vil måske bedst huske landet for Golfkrigen i 1990-91.
Richard Hill, der arbejder for Maersk, har boet i Mellemøsten i 15 år. Han kommer oprindelig fra Bath i England.
– Jeg er med i Etape Bornholm for første gang. Jeg elsker at kunne kombinere deltagelse i sportsbegivenheder med at holde sommerferie. Jeg er hele tiden på udkig efter nye steder, og det var på den måde, at jeg sidste år fandt frem til Etape Bornholm.