'Pride er ikke politik. Det handler om, at der er plads til os alle som mennesker'

'Pride er ikke politik. Det handler om, at der er plads til os alle som mennesker'
Lise Dürr Nielsen.
DAGENS NAVN | Tirsdag 9. august 2022 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
DAGENS NAVN | Tirsdag 9. august 2022 • 05:30

Det vakte en vis opsigt, da sognepræst Lise Dürr Nielsen sidste år deltog i Christiansø Pride iført regnbuefarvet stola ud over præstekjolen. Sidst på måneden gør hun det igen, fordi hun gerne vil markere, at præsterne i Svaneke og Ibsker går ind for, at alle er lige og velkomne.

 

Hvorfor har du valgt at deltage i Christiansø Pride?

– Det har jeg, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi som stedets sognepræster viser, at vi også går ind for og støtter, at alle er velkomne, og at alle er lige. Jeg deltager som mig selv, men jeg deltager også som stedets sognepræst, og derfor deltager jeg også i præstekjole.

Vil du også bære regnbuefarvet stola i år?

– Ja. Stolaen er en pyntegenstand og et signal om, at der foregår noget ekstra. Den er et signal om, at man træder ind i et rum, hvor man er mere end bare sig selv.

– Det er ikke min opgave at udtale mig om kirkens holdning til Pride-arrangementet. Det må jeg ikke, men det her må jeg godt.

Hvem har forresten fremstillet den regnbuefarvede stola?

– Det har jeg selv.

Nogle var kritiske, da du bar regnbuefarvet stola ved Christiansø Pride sidste år. Kritikerne mente, at du på den måde brugte præstekjolen i et politisk øjemed. Hvad mener du om den kritik?

– Jeg kan sådan set sagtens forstå, at nogen kommer med kritik. Men for mig handler Pride ikke om politik, men om, at der er plads til os alle som mennesker. Jesus fortæller os også, at vi er lige, og også derfor synes jeg, at der skal være plads til os alle. Derfor er det for mig ikke politik.

Hvorfor valgte du at blive præst?

– Jeg blev teolog i 2008, men valgte at lave nogle andre ting de første 10 år. I 2018 stod jeg så ved en skillevej og kunne se, at jeg ikke kunne sælge mig selv som selvstændig, og så kunne jeg mærke, at det var nu, at jeg var klar til at gå præstevejen.

Hvad kendte du til Bornholm, før du flyttede herover?

– Jeg kendte det til Bornholm, at jeg i nogle år havde haft min søster og hendes kæreste og mine nevøer herovre og derfor havde været her rigtig meget på ferie. Så da jeg flyttede fra København, var det nærliggende, at jeg kom herover, hvor jeg kunne være tættere på dem. Derfor flyttede jeg herover i maj 2019.

Hvordan er du faldet til, og hvad synes du om at bo her?

– Jeg elsker at være her. Dels bor jeg et fantastisk sted og er helt tæt på naturen med marker og skove, der er noget helt særligt. Det er rigtig godt for min sjæl at være her.

– Og så er bornholmerne også bare så søde. Præstejobbet er helt sikkert også et godt job at flytte hertil med, fordi mange åbner deres døre og gerne vil være sammen med én.

 

 

Lise Dürr Nielsen

46 år, sognepræst i Svaneke-Ibsker sogn.

Født og opvokset i Silkeborg.

Uddannet teolog 2008, blev præst i 2018.

Single, har en hund.

FÅ ABONNEMENT