Pladeaktuelle Thor: 'Man skal finde magien i numrene'

Thor Backhausen er aktuel med en ny plade med egne kompositioner. Som barn havde han et magisk møde med et flygel.

Hvad er det for en plade?

– Det er en instrumental plade med kompositioner, som jeg har lavet, og som ser verdens lys for første gang. Det er en jazz-latin-plade. For mig betyder jazz, at det er improvisation. Det er dna'et i jazz. Man spiller ofte et tema og improviserer over det. Jeg har også meget latin og bossanova på, og så er det en slags bornholmerplade på den måde, at jeg har benyttet mig af bornholmske musikere.

Hvordan vælger du musikerne, den ene er vist din datter?

– Ja, det er rigtigt. Hun er på musikskole i Sverige på tredje år, og hun spiller trompet og flygelhorn. Søren Høst spiller tenorsax på fire numre. Han er fra Gudhjem, så ham kender jeg i lokalområdet. Vi har spillet sporadiske sommerjob det sidste par somre. Christoffer Appel spiller altsax på to. Vi har kendt hinanden og har spillet sammen sporadisk i flere år. Lars Juel er på trommer. Ham har jeg snart spillet med i 15-20 år, og han var med i Den faste trio, som vi havde i mange år. Og så er der Henrik Salinas, som har jeg spillet med i 25-26 år, på både bas og guitar. Han er en tro følgesvend gennem mange år.

Hvordan har du udvalgt numrene?

– Man tager dem, man tror på. Det er også noget med, hvor magien er. Man skal finde magien i numrene, og hvis den ikke er der, så skal man vente med det. Så kan man indspille det en anden gang. Der er syv kompositioner på, men de er til gengæld forholdsvis lange, så det har normal cd-længde. Jeg har taget et fra, fordi det stilistisk stak lidt for meget ud, så nu synes jeg, det er blevet en helhed med en rød tråd gennem det hele. Bedre kan jeg ikke udtrykke det.

Hvordan fandt du og musikken hinanden?

– Jeg tror, jeg var otte-ni år og oplevede det at være gæst i huset hos min far og mors venner i Rønne. De havde et flygel stående i den fine stue, og der fik jeg lov at gå ind. Jeg trykkede en enkelt tone, og så var jeg fuldstændig solgt. Det var magi. Så jeg begyndte at spille som otte-niårig og gik hos en svensk harmonikaunderviser, som hed Hagström, og som flyttede til Bornholm og solgte harmonikaer. Jeg var på et 16-mandskursus her i Gudhjem og fik becifringslære. Det er det, man bruger, når man improviserer i jazzsammenhæng. Senere har jeg fået klassisk undervisning fra en organist i Østerlars. Der var ikke noget rytmisk konservatorie dengang, så i alle de år, jeg har spillet senere hen, har vi lært af hinanden som musikere.

Hvilken slags musik lytter du selv til?

– Duke Ellington sagde, at der er to slags: god og dårlig. Jeg lytter som regel til den gode. Det er helt banalt, men han mente, at der er god musik inden for alle genrer, men der er også dårlig musik inden for alle genrer. Der er fantastisk klassisk musik, og så er der noget, jeg ikke kan holde ud. Der er meget jazz, jeg heller ikke kan holde ud, men der er noget, jeg elsker, og sådan er det jo. Jeg plejer at sige, at jeg er åben overfor alle genrer, men det er ikke alt, jeg kan lide.

Hvad får du ellers tiden til at gå med?

– Jeg laver lidt keramik om sommeren. Det er i virkeligheden min uddannelse, men den gik jeg bort fra efter min tid på Kunsthåndværkerskolen. Da var det glas, der var op i tiden. Det skrev de i Alt for damerne og Bo Bedre, og så blev det sådan. Så begyndte jeg at spille i København, og det ene band tog det andet, og pludselig var der gang i pladeproduktionerne. Flere og flere pladeselskaber poppede op, fordi afgifterne på grammofonplader blev sat drastisk ned. Der var en luksusskat på 30 procent indtil 1976, og så var det 15 procent fra '76 til '96. Der har været hårde betingelser, men jeg var med i den gode tid, hvor der blev produceret mange plader, solgt plader, og man tjente penge på det. '70'erne og '80'erne var storhedstider, så jeg var med på en bølge, hvor jeg levede fremragende som studiemusiker og deltog på en masse plader af forskellige slags.

Hvorfor vendte du tilbage til Bornholm sin tid?

– Jeg havde været 36 år i København og havde rejst rundt i Danmark, Norge og Sverige og rejst meget udenlands også. Man bliver lidt træt af at køre på motorvej. I 1996 skete der det, at alle de store studier i København lukkede. Digitaliseringen gjorde, at man kunne lave sit eget pladeselskab. Der var nogle fordele ved det, men der var også pladeselskaber, som lukkede, og studierne lukkede, fordi der var ikke noget at lave. Vi skulle også have et barn, og man skulle løbe ekstra stærkt i København for at betale de huslejer, de har. Så tænkte jeg, at det var på tide at skifte og også gøre klar til en blød landing. Jeg var 50 år, da jeg flyttede til Bornholm. Der var selvfølgelig en masse job, jeg mistede, men jeg fik et andet liv, og det har været dejlig at komme herover igen. København blev lidt klaustrofobisk til sidst. Jeg trængte til noget vand og nogle vidder. For mig har det aldrig været et spørgsmål om at tjene mange penge. Det har været et spørgsmål om at have få udgifter, og så få noget frihed på den måde. Jeg har en del job, og det går fint.

Du har i mange år boet i Melsted. Hvorfor er det blevet din base?

– Det er mit barndomshjem, og da min mor måtte på plejehjem, så hun gerne, at jeg købte huset, og jeg tænkte: Det gør jeg. Hun er død nu, for en del år tilbage. Jeg har altid godt kunnet lide stedet, så den lå lige til højrebenet, og det er billigt at bo her. Hvis jeg boede i Skodsborg med tilsvarende faciliteter, så skulle jeg betale 40.000 kroner om måneden, hvilket jeg aldrig kunne drømme om. Det har man ikke som musiker.

Thor Backhausen

76 år

Bor i Melsted

Udgiver albummet "Thor Back in Town Hausen" ved en reception på Svanekegaarden den 1. december